Kræftramte bydes til kaffe og motion

Kræftens Bekæmpelse åbner sammen med kommunens sundhedscenter Cafe Gnisten

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

To af de frivillige hjælpere, der vil sørge for kaffe og te, er Sonja Overgaard, Hvalpsund og Inger Stad, Aalestrup.

Der vil være kaffe og te på kanderne, når Cafe Gnisten mandag formiddag for første gang slår dørene op. Vesthimmerlands ny aktivitets-projekt for kræftpatienter bygger bl. a. på medvirken af frivillige og et af deres bidrag er de velkendte varme drikke som et fast element i det sociale samvær. - Den vil være åben hver mandag formiddag fra kl. 9.30 til 12, og man starter med at drikke en kop kaffe eller te sammen inden, man går i gang med de fysiske aktiviteter. Det er tanken, at det sociale samvær skal spille en stor rolle, da det kan have stor betydning at hygge sig sammen med andre, som også er ramt af sygdommmen, fortæller lokalformanden for Kræftens Bekæmpelse i Vesthimmerlands Kommune, Birgitte Warming, V. Hornum. Foreningen har i samarbejde med kommunens sundhedscenter i Farsø og Kræftens Bekæmpelse i Region Nordjylland netop åbnet Cafe Gnisten i aktivitetscentret Firkløveren, Hovedgaden 81, i V. Hornum. Kommunen har givet 10.000 kr. til projektet og Kræftens Bekæmpelse 23.000 kr. Det betyder, at deltagelsen i aktiviteterne i Cafe Gnisten er gratis - dog skal man betale 20 kr. for kaffen. Den officielle åbning blev foretaget af den nyvalgte formand for sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Kirsten Moesgaard, Farsø (K), der betegnede det som et flot initiativ: - Det ser rigtig spændende ud. Samværet i hverdagen kan give rigtig meget og skabe glæde os brugerne, sagde Kirsten Moesgaard. Ved åbningen var regionschef ved Kræftens Bekæmpelse, Torben Færk, Aalborg, også til stede og sagde om det ny tilbud: Fysisk aktivitet har vist sig at have en gavnlig effekt på mange kræftpatienters generelle velbefindende og fra andre projekter har vi gode erfaringer med at kombinere fysiske aktiviteter med socialt samvær. Torben Færk kunne i øvrigt oplyse, at omkring 1500 borgere i Vesthimmerlands Kommune lever med en kræftsygdom, og at ca. 200 hvert får stillet en kræftdiagnose. Kræftens Bekæmpelse har i øvrigt fin borger-opbakning i kommunen, hvor organisationen har ikke færre end 3350 medlemmer. Det kommer også til udtryk i forbindelse med oprettelsen af Cafe Gnisten. Her har foreløbig fem frivillige hjælpere meldt sig, nemlig Inger Stad, Aalestrup, Sonja Overgaard, Hvalpsund, Jytte Krebs, Blære, Inge Kragelund, Gedsted og Poul Erik Sahl, Vilsted. Til at lede de fysiske aktiviteter, har Cafe Gnisten entreret med fysioterapeut Lisbeth Andersen, Louns, som tilpasser dem individuelt til brugerne, så alle kan være med.