Kræftscreening sparer liv

Den københavnske folkeundersøgelse for brystkræft blandt kvinder i alderen 50-69 år har sparet liv, skriver Politiken. I de første 10 år, siden Københavns Kommune i 1991 indførte mammografi som et screeningstilbud, er dødeligheden på grund af brystkræft blandt de københavnske kvinder i den alder, som har fået tilbuddet, nedsat med 25 procent i forhold til de dele af landet, der ikke har tilbuddet. Tallene er så overbevisende, at Elsebeth Lynge, professor i epidemiologi ved Københavns Universitet og ekspert i screeningsundersøgelser, ikke er i tvivl: - Jeg mener, at det offentlige på baggrund af den viden, vi har nu, skal investere i screeningstilbud over hele landet, siger hun til Politiken. I dag findes det kun som tilbud i Hovedstadens Sygehusfællesskab, i Fyns og Vestsjællands Amter og på Bornholm. Men Folketinget har forlangt, at de andre amter indfører tilbuddet senest i 2009. Den nye undersøgelse overbeviser dog ikke direktøren for Det Nordiske Cochrane Center, overlæge Peter C. Gøtzsche, der er en af de skarpeste kritikere af screening som generelt tilbud: - Jeg har aldrig afvist, at der kan være en effekt ved screening. Men jeg mener, den er kraftigt overvurderet, og det mener jeg også, at den er i denne undersøgelse, siger han. /ritzau/

Forsiden