Kræftsyge hentes hjem

KØBENHAVN:Rigshospitalet henter nu den sidste store gruppe af danske kræftpatienter hjem fra eksperimentel behandling i udlandet. Behandlingerne forventes at gå i gang ved årsskiftet, og når det sker, markerer det den foreløbige slutning på en epoke i dansk kræftbehandling, hvor lægernes skepsis over for at indføre nye behandlinger fik flere hundrede kræftpatienter til at søge til udlandet, skriver Dagens Medicin. Behandlingen er rettet mod en lille gruppe patienter med tumorer i mave og tarm, der de seneste fem år er blevet henvist til Universitetshospitalet i Basel i Schweiz for at blive behandlet med det radioaktive stof Yttrium 90 Dotatoc. Sidste år udgjorde patienterne 26 ud af de i alt 32 danske patienter, som blev henvist til eksperimentel behandling i udlandet./ritzau/