EMNER

Kræmmerne klar igen

Kræmmerne slutter sig sammen i forening og vil holde marked hver weekend

NIBE:Som fuglen Føniks er kræmmermarkedet i Nibe genopstået. Lamperne i loftet skiftet ud og kræmmerne har garderet sig for fremtiden med en forening. Første formand er Lisbet Griebel, der oplyser, at det hele er så nyt, at foreningen end ikke har fået navn endnu. Men kræmmerne i Kræmmergade er enige om, at nu vil de stå sammen og betale et kontingent på 75 kroner om måneden og lade foreningen sørge for, at der sker noget i Nibe Kræmmermarked efter det gamle marked pluselig måtte lukke på grund af huslejerestance. - Kreditorerne gik med det meste af cafeteriet, fortæller bestyrer af kræmmermarkedet, Lars Christensen, som de sidste dage inden weekends genopståede marked har haft mere end almindelig travlt. I weekenden blev dørene så slået op igen og inde stod 30 kræmmere klar til at tage imod. Prisen for en stand er sat til 110 kroner meteren og med tillæg på 25 kroner for en hjørnestand. Kræmmernes forening blev stiftet samme morgen som markedet genåbnede og meningen er, at foreningen skal sørge for reklame og underholdning, der kan tiltrække folk. - Før var markedet åbent hver dag og det var for meget og ikke godt for de øvrige markeder, siger Lars Chistensen. Han er sikker på, at markedet nok skal få et nyt cafeterie i gang, for han har selv drevet grill før og har en del af det nødvendige udstyr stående. Det ny marked vil kun holde åbent i weekenderne. Til gengæld skulle det så gerne være et sted, hvor folk vil komme på grund af stemningen. Det er tanken, at man skal kunne få sig en lun ret og ellers hygge sig.