Krænkelse af Saudis flag koster år bag tremmer

Fem unge shiamuslimer er sendt op til seks år i fængsel for krænkelse af det saudiarabiske flag.

Udland 22. juni 2014 19:47

En domstol i overvejende sunnimuslimske Saudi-Arabien har dømt fem unge shiamuslimer fra tre til seks års fængsel for at have krænket det saudiarabiske flag under en protestaktion, siger officielle kilder i det store land ved Golfen.

De fem var anklaget for at have pillet Saudi-Arabiens nationale flag ned på en skole for i stedet at hejse et sort shiamuslimsk banner.

Endvidere havde de fjernet et officiel banner, hvorpå der stod:

- Kongeriget Saudi-Arabien

De erstattede det med et banner med ordene:

- Morgendagens kongedømme Qatif.

Protesterne fandt sted i Den Østlige Provins, hvor de fleste af Saudi-Arabiens knapt to millioner shiamuslimer bor, og hvor Qatif ligger.

Tilbage i 2011 var der optøjer i provinsen samtidig med, at der udbrød uroligheder i nabostaten Bahrain, der har et shiamuslimk flertal, men er ledet af sunnimuslimer.

I 2012 blussede optøjerne op igen, og flere mennesker blev dræbt under sammenstød.

Spændingerne tog af, da syv ledende shiamuslimer fra Qatif bakkede op om en opfordring fra kong Abdullah om at etablerede et center for dialog mellem sunni- og shiamuslimer.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...