Nordjylland

Krænkere ikke meldt til politiet

NORDJYLLAND:Fire nordjyske idrætsklubber undlod at ringe til politiet, selvom en af deres ledere eller trænere har krænket børn under 15 år. Det viser en ny undersøgelse, som er lavet af Capacent for DGI og Danmarks Idrætsforbund, oplyser DR Nordjylland. Tre af klubberne nøjedes med at bortvise de pågældende personer. Den fjerde klub meddeler ikke, hvad den har foretaget sig. - Det er bekymrende, fordi hvis man har sådan en sag, så synes jeg, at man skal lade politiet undersøge tingene. Det siger foreningskonsulent i DGI Nordjylland Svend Lindahl. Direktør Dorthe Lysgaard fra Børns Vilkår synes det er skræmmende og uacceptabelt. - Jeg er overrasket og chokeret. Jeg kan ikke forstå, at klubberne, med det ansvar de har for børn, ikke politianmelder, siger hun til DR Nordjylland. Undersøgelsen er anonym, så derfor er det uvist, hvilke klubber det drejer sig om.