Kræver alle tre frifundet

Reberbansagen fortsatte fredag i retten i Aalborg. Læs hvorfor forsvaren kræver alle tre tiltalte pure frifundet.

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

Forsvarerne for alle tre tiltalte i sagen om skudepisoden i Reberbansgade 17. oktober sidste år kræver, at deres klienter bliver frifundet. Det drejer sig om en 39-årig mand, der er HA-rocker, en 28-årig med invandrerbaggrund og en 21-årig med en dansk mor og en far med invandrerbaggrund. Torsdag krævede anklageren i sin procedure dem alle tre dømt for forsøg på manddrab, men forsvarerne mener, at anklagemyndigheden har en dårlig sag, og at anklagemyndigheden på de første seks retsdage ikke har bevist, at deres klienter har skudt, og slet ikke at de har haft til hensigt at dræbe modparten, desuden nægter alle tre at have skudt. Kun et vidne I følge den 28-åriges forsvarer, Michael Juul Eriksen er der kun et vidne, der har set hans klient forsøge at affyre en pistol mod en persons hoved, imens 26 andre vidner ikke har set det, og nogle af vidnerne taler ligefrem imod det, så derfor er det ikke nok til at dømme hans klient. Det samme vidne, har som det eneste vidne, set den 21-årige med en pistol, og derfor mente den 21-åriges forsvarer Mette Grith Stage, heller ikke at anklagemyndigheden har bevist, at han er skyldig. De to forsvarere mente, at vidnet havde store svagheder i sin forklaring, og at han undervejs har skiftet forklaring mange gange. Derfor mente forsvarerne ikke, at anklagemyndigheden kunne bruge det ene vidne som bevis på, at deres klienter er skyldige. De mente ligeledes, at andre vidner talte imod vidnets forklaring. Pistol var mobiltelefon Udover at have forsøgt at affyre en pistol mod en anden persons hoved, skulle den 28-årige ifølge anklageskriftet efterfølgende have haft en skudveksling med en uidentificeret person. Det har vidner også forklaret i retten. Men da ingen vidner har set lysglimt og har set det på afstand, mente Michael Juul Eriksen, at det kunne skyldes, at vidnerne troede, det var en pistol den 28-årige havde, fordi de samtidig hørte skud, men at det i virkeligheden var en mobiltelefon, han holdt i hånden. Desuden mente de to forsvarere ikke, der er nogle tekniske beviser, der beviser, at deres klienter har skudt, da der ikke er fundet patronhysltre de steder, anklagemyndigheden mener, de har stået, da de skulle have affyret skud, og der er ikke fundet anslagsmærker i den retning, hvor skuddene skulle være affyret. Hvem trak først? Under anklagerens procedure blev der sagt, at det er anklagemyndighedens opfattelse, at den 28-årige først trak en pistol, derefter tak den 21-årig en pistol og til sidst trak den 39-årige og andre uidentificerede personer deres pistoler. Den udlægning var de to forsvarere langt fra enige i. De mener, at flere vidner har udtalt, at det var de personer, der skød mod den 21-årige og den 28-årige, der trak deres våben først. Derfor argumenterede de to forsvarer for, at såfremt dommer og nævninge mod forventning finder det bevist, at den 28-årige og 21-årige har skudt, så er det sket i lovligt nødværge, fordi der blev sigtet eller skudt på dem, og derfor skal de frifindes. Forsvaren til den 21-årige mente langtfra, det var bevist, at hendes klient skød, derimod mente hun snarere, at de tekniske beviser og vidneudsagn talte til den 21-årigs fordel og derfor krævede hun ham frifundet. Den 39-åriges forsvarer procederede ved forrige retsmøde, og her krævede han også frifindelse på hans klients vegne, da det heller ikke er bevist at den 39-årige skød, og ingen vidner har udpeget hans klient som den der skød. 10 dage til domsafsigelse Såfremt at dommer og nævninge ikke finder de tre skyldige i forsøg på manddrab, så er det anklagemyndighedens påstand, at den 21-årige og 28-årige er skyldige i at have forvoldt fare for andre liv og legeme ved at have affyret skud. Forsvarerne kræver også her deres klienter frifundet, da det er deres påstand, de ikke har skudt. Dommer og nævninge skal nu vurdere om de tre er skyldige. Skyldspørgsmålet bliver afsagt mandag den 27. september, såfremt de tre bliver kendt skyldige vil straffens længde blive fastsat efterfølgende.