EMNER

Kræver betaling af studerende udefra

Aalborg Universitet risikerer at miste studerende. Et forslag om, at studerende fra lande uden for EU selv skal betale for at studere i Danmark, kan få uheldige konsekvenser for Aalborg Universitet

- Det vil påvirke antallet af studerende. Hvis de skal betale, så er der nogle, der ikke kommer her, forudser rektor på AAU, Jørgen Østergaard. Han frygter, at færre studerende gør det vanskeligere at fylde holdene op, og at det vil påvirke studiemiljøet negativt. - Det internationale miljø er meget vigtigt for undervisningen, understreger Jørgen Østergaard. Tina Nedergaard (V), der er medlem af Folketingets uddannelsesudvalg, er knap så bekymret. - Det er vigtigt, at de udenslanske studerende vælger Danmark, fordi de er interesserede i det danske samfund og kultur. Ikke fordi det er det eneste sted, hvor det er gratis, siger hun. - Det handler om at sidestille uddannelserne i Danmark og andre lande. Når danske studerende tager til USA, skal de betale i dyre domme, mens amerikanske studerende kan læse gratis i Danmark, siger Tina Nedergaard. Regeringens redegørelse lægger op til en stipendieordning, der målrettes til højt kvalificerede studerende inden for højteknologiske og naturvidenskabelige studier. - Der skal være mulighed for fripladser, og jeg kan sagtens forestille mig, at mange studerende ikke skal betale den fulde pris, siger Tina Nedergaard. - Udenlandske studerende tilfører studiet meget, og jeg ser gerne, at der kommer flere. Især hvis de har en pose penge med, siger Tina Nedergaard. Jørgen Østergaard forventer ikke, at stipendierne rækker til at dække udgifterne til de studerende fra udlandet. - Vi er ved at undersøge mulighederne. Enten kan vi kræve betaling fra de udenlandske studerende eller give dem et internt stipendium. Det betyder, at vi skal tage pengene fra vores normale bevillinger, siger han.