Kræver indgreb mod lægers bijob

Regionerne er klar til at bede Folketinget om at lave regler på området - sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen afviser

Re­gio­ner­ne må sen­de fle­re pa­tien­ter til pri­vat­hos­pi­ta­ler­ne, og der er læ­ger­nes ti­me­løn tårn­høj.AR­KIV­FO­TO. MOR­TEN SØ­REN­SEN

Re­gio­ner­ne må sen­de fle­re pa­tien­ter til pri­vat­hos­pi­ta­ler­ne, og der er læ­ger­nes ti­me­løn tårn­høj.AR­KIV­FO­TO. MOR­TEN SØ­REN­SEN

KØBENHAVN:Danske Regioner vil have regler, der begrænser lægers velbetalte fritidsjob på privatklinikkerne. Ifølge regionernes formand Bent Hansen vil problemet eksplodere til efteråret, hvor behandlingsgarantien falder fra to måneder til en. Det kan udløse en kæmperegning til regionerne, der skal sende flere patienter til privathospitaler, hvor lægernes timelønninger er tårnhøje. - Hvis ikke vi opnår noget, når overenskomstforhandlingerne er slut næste forår, er der ingen tvivl om, at spørgsmålet ender på folketingspolitikernes bord, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S). Mens S og DF er parat til at sætte regler op for bijobberiet, så afviser sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fuldstændigt at gribe ind over for lægernes mulighed for at arbejde ekstra. - Absurd forslag - I en situation, hvor der er mangel på læger, er det helt absurd at foreslå, at man begrænser deres mulighed for at arbejde. Problemet skal løses på en helt anden måde. Der skal være åbenhed om lægernes bijob, og så skal privathospitalerne tage rimelige takster for at behandle fritvalgspatienter. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at lægerne kan bruge en weekend på et privathospital og tjene det, der svarer til en månedsløn for andre, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau. Overlægernes formand, Erik Kristensen, mener heller ikke, at regionerne skal blande sig i lægernes fritid og advarer om, at lægemanglen kan blive endnu større ved et indgreb. - Jeg kan godt frygte, at mange vil sige, at nu kan det være nok og gå over i det private, ikke blot for pengene, men mest fordi arbejdsmiljøet er bedre. Sygehusene er mange steder nedslidte, siger Erik Kristensen. Oplysningspligt Han mener desuden, at de gældende regler om for eksempel habilitet er tilstrækkelige. En overlæge skal nemlig oplyse sin arbejdsplads om, hvor han arbejder i fritiden. Regionsformanden tror, at parterne kan finde en frivillig løsning, hvor lægerne for eksempel som dommerne får et loft over, hvad de må tjene ved siden af. For rosenrødt Han frygter til gengæld ikke lægeflugt, hvis sygehusene kridter banen op og giver lægerne et valg. Et valg mellem det offentlige, hvor de kan forske og for eksempel være professorer, og privatklinikkerne, hvor pengene er. Ifølge regionerne op til 2000 kroner i timen. - Mange vil tænke sig om og sige o.k., hvis det er det, vi skal vælge imellem, så vælger vi forskning og det spændende arbejde, hvis vi så også kan få en ekstra indtægt, når vi arbejder over, siger Bent Hansen. Men det er et rosenrødt billede, mener Erik Kristensen. Han peger på, at forskning primært findes i skåltalerne, at operationsgangene mange steder lukker klokken 15, fordi sygehusene ikke vil betale overarbejde til sygeplejerskerne. Der findes ikke et samlet overblik over lægernes bijobberi, men udgiften fra sygehusene til privatsygehusene er de seneste år vokset med omkring 25 procent om året. /ritzau/