Lokalpolitik

Kræver klarhed om møller

Kommunerne har fart på vindmølleplanlægningen, men følger kun lige med skrotningen af gamle møller

Thisted er, efter eget udsagn, landets førende klimakommune, og har ambitioner om at gøre den største indsats for at bremse CO2. Arkivfoto: Scanpix

Thisted er, efter eget udsagn, landets førende klimakommune, og har ambitioner om at gøre den største indsats for at bremse CO2. Arkivfoto: Scanpix

ÅRHUS:Efter en meget svær begyndelse er der for alvor kommet sving i kommunernes planer for nye vindmølleparker. I dag står der samlet vindmøller med en effekt på omkring 2750 MW rundt omkring i det danske landskab. En ny rundringning fra Vindmølleindustrien til alle landets kommuner viser, at kommunerne oveni har udpeget nye områder med plads til samlet 2730 MW. - Det er meget positivt, at kommuner langt om længe er kommet så langt i planlægningen og gerne påtager sig et ansvar for den lokale planlægningen af vindmøller, siger adm. direktør i Vindmølleindustrien Jan Hylleberg. Bevarer status quo Erfaringsmæssigt er dog det kun omkring 75 procent af de udpegede områder, der i den sidste ende bliver til noget. I dette tilfælde altså omkring 2050 MW. Jan Hylleberg peger samtidig på, at der i årene frem til 2020 desuden skal fjernes gamle udtjente møller på omkring 2000 MW. - Så trods kommunernes nye velvilje, så holder vi altså samlet set fortsat kun lige skruen i vandet og bevarer status quo. Skal den planlagte udbygning af dansk vindkraft blive til noget, er det meget nødvendigt, at folketinget til gengæld nu sætter nogle langsigtede mål for vindudbygningen samt nogle delmål for 2012, 2016 og 2020. Så kan man både i folketinget og kommunerne følge med i, at udbygningen sker løbende. Og vi undgår, at vi pludselig igen kommer bagefter i planlægningen, som vi har set det tidligere, siger Jan Hylleberg til Ritzau. Naturligt at melde ud nu En naturlig lejlighed er ifølge Jan Hylleberg, at folketinget melder sine forventninger ud, inden Danmark til næste sommer skal aflevere sin handlingsplan til EU for udbygningen af den vedvarende energi. - Risikoen er ellers, at vi om et par år opdager, at vi igen er bagud i planlægningen. Det vil ikke være fair over for kommunerne, som nu har vist, at de er villige til at gøre en del af arbejdet, siger han. Socialdemokraternes miljø og klimaordfører Mette Gjerskov er også glad for det nye engagement i kommunerne. - Det viser, at de påtager sig et ansvar for den fortsatte udbygning med danske vindmøller. Men det hele afhænger jo fortsat af, om der også er fortsat økonomisk støtte fremover til vindmøllerne. Her har Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt jo netop skabt ny stor usikkerhed med sine meldinger om at hive støtten væk under vindkraften, siger Mette Gjerskov. /ritzau/