Kræver konkursrytter-karantæne

Erhvervsordfører Orla Hav (S) efterlyser nye regler og kræver karantæneordning for konkursryttere.

Der bør snarest indføres nye regler, som stopper erhvervsfolk med mange konkurser. Vurderingen kommer fra erhvervsordfører Orla Hav (S). Han mener, at Konkursrådet, som skal komme med et udkast til nye regler på på området, arbejder for langsomt. - Det er jo ikke raketvidenskab, de har med at gøre. Jeg ved godt, at jura kan være indviklet, men 10 år er altså for længe, siger Orla Hav og henviser til, at Konkursrådet blev nedsat i 2001. NORDJYSKE har i artikler beskrevet, hvordan erhvervsfolk med mange konkurser vender tilbage gang på gang - til stor skade for kreditorerne. - Sagerne fra NORDJYSKE viser jo tydeligt, at der mangler ny lovgivning. Det er der simpelthen alt for mange eksempler på. Konsekvensen er jo, at almindelige mennesker kommer i klemme den ene gang efter den anden, siger Orla Hav. Formanden for Konkursrådet Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen mener ikke, at rådet kan beskyldes for langmodighed. Han gør opmærksom på, at rådet igennem årene har givet udtalelser om gældssanering, virksomhedspant og rekonstruktioner, og først i 2009 blev bedt om at kigge på, om der kan indføres lovregler, som kan bremse konkursryttere. Og formanden afviser, at problemet er enkelt at løse. - Området kræver en grundig afvejning af hensynet til iværksættere over for hensynet til at stoppe konkursrytteri, og jeg synes derfor faktisk, det er hurtigt, at vi allerede nu er stort set klar til at afgive en udtalelse, siger Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen. Rådet ventes at komme med et udspil i løbet af et par uger.