Kræver millionerstatning af Bredvig

Par lider milliontab på tyrkisk ejendomshandel med den nordjyske ejendomsmægler Fritz Bredvig.

Lars Løcke,
Par lider milliontab på tyrkisk ejendomshandel med den nordjyske ejendomsmægler Fritz Bredvig. Arkivfoto
Ejendomsmæglerbranchen 8. november 2011 07:37

Ægteparret Hanne og Jesper Holmelund-Kallesen fra Sjælland betalte i maj 2007 238.000 euro for en feriebolig - villa nummer ni - i byggeprojektet Kargicak Hills i Alanya., Tyrkiet. Sælger var det tyrkiske selskab Alanya Invest, der er ejet af den nordjyske ejendomsmægler Fritz Bredvig sammen med en tyrkisk partner. Og det var Fritz Bredvig, der både underskrev købsaftalen på vegne af Alanya Invest, og som optrådte som ejendomsmægler i forbindelse med handlen. I dag står Hanne og Jesper Holmelund - Kallesen både uden det tyrkiske drømmehus og de knap 1,8 millioner kroner, som de indbetalte på Bredvigs konto som betaling for feriehuset. - Vi har forlængst opgivet at få skøde på det hus, som vi har købt, fortæller Jesper Holmelund - Kallesen. Skøde udeblev I købsaftalen, som NORDJYSKE er i besiddelse af, bliver køber lovet skøde (på tyrkisk tapu) på feriehuset, når byggeriet er færdigt, og enkelte formaliteter faldet på plads. Sådan gik det dog slet ikke. - Vi fik nøgler til det færdigbyggede hus i august 2007, men fik ikke som lovet i købsaftalen noget skøde, fortæller Jesper Holmelund - Kallesen. I første omgang stillede parret sig tilfreds med en forklaring fra Alanya Partners om, at skøder først blev udarbejdet, når alle de 20 boliger i byggeprojektet var færdigbyggede. Krævede ekstabetaling I stedet for et skøde fik Jesper Holmelund - Kallesen og hans kone i februar 2009 et brev fra Fritz Bredvig om, at at parret skulle indbetale yderligere 40.000 euro til ham, hvis ikke deres hus skulle ende på tvangsauktion Forklaring: Bredvigs partner i Alanya Partners havde optaget lån med sikkerhed i deres hus for at dække underskud andre steder. - Vi opfattede brevet som et trusselsbrev om, at vi ville miste alle de penge, vi havde betalt, hvis vi ikke rystede op med endnu flere, men det ville vi naturligvis ikke, for vi havde jo betalt det, vi skulle, siger Jesper Holmelund. Forlangte penge retur Nu opgav Jesper Holmelund og hans kone at få skøde på det hus, de havde købt, og forlangte at få deres penge tilbage fra Fritz Bredvig og skrev i marts 2009 til ham: - Da vi nu efter snart to års venten stadig ikke har modtaget skøde på vort hus, er vor tålmodighed løbet ud. Vi imødeser indbetaling (af købesummen, red.). Men parret har den dag i dag ikke set en eneste ud af de 238.000 euro, de har mistet på den kuldsejlede handel. - Bredvig har forsøgt at lægge afstand til, hvad der er foregået i Alanya Partners, men han spiller jo en dobbeltrolle som både medejer af det selskab, vi har købt hus af, og som ejendomsmægler, siger Jesper Holmelund. Opdagede flere mangler Fritz Bredvigs rolle bliver ifølge Jesper Holmelund yderligere belastet af en række forhold, som parret afdækkede, da de for egen regning begyndte at undersøge de juridiske detaljer nærmere. - En tyrkisk advokat fandt frem til, at købsaftalen er udformet på en måde, så køber ikke med aftalen i hånden kan kræve sit skøde udleveret, siger Jesper Holmelund. Og i modstrid med købsaftalens indhold så har sælger ikke deponeret skødet på ejendommen i et dansk pengeinstitut. Samtidig har Fritz Bredvigs tyrkiske partner ifølge Jesper Holmelund sagt, at Fritz Bredvig slet ikke var tegningsberettiget på vegne af Alanya Partners (sælger). - Og hvis det er rigtigt, så bliver hele sagen jo yderligere grotesk, mener han. Fik ret hos klagenævn I september i år tildelte det offentlige Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere Frit Bredvig en bøde 150.000 kroner, fordi han "groft har tilsidesat reglerne for god ejendomsmæglerskik". Og allerede i maj 2010 afgjorde Klagenævnet for Ejendomsformidling, at Frit Bredvig på grund af "det alvorligt kritisable mæglerarbejde har handlet erstatningspådragende over for klagerne" (Holmelund - Kallesens, red.). Men Klagenævnet udmåler intet erstatningsbeløb til parret, da deres tab ifølge nævnet ikke kan gøres endeligt op. Klagenævnets kendelse er i øvrigt ikke juridisk bindende for Fritz Bredvig. Derfor er Hanne og Jesper Holmelund - Kallesen en af de vrede huskøbere i Tyrkiet, som sammen med blandt andre Lene Søgaard - hvis paralelle historie NORDJYSKE fortalte forleden - har en erstatningssag på vej mod Fritz Bredvig ved retten. En uheldig sag - Jeg er enig i, at det drejer sig om et meget uheldigt sagsforhold, hvor Fritz Bredvigs partner i selskabet Alanya Partners har opført sig groft bedragerisk - ikke blot med hensyn til til det økonomiske, men også ved at sætte falske rygter i gang omkring Fritz Bredvig, og beklageligvis spæder NORDJYSKE til sådan rygtedannelse. Sådan skriver Frank Nielsen i en e-mail til NORDJYSKE. NORDJYSKE har bedt Fritz Bredvig om en kommentar til Holmelund - Kallesens mislykkede ejendomskøb i Tyrkiet, men Bredvig har tilsyneladende bedt Frank Nielsen om at svare på NORDJYSKEs henvendelse. Frank Nielsen skriver også i sin e-mail til NORDJYSKE, at "Fritz har fået retten i Alanya til at beslaglægge de skøder, som hans partner har svindlet med i Alanya".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...