Kræver penge til nye fisk

Fritidsfiskere kommer med krav på 20-30 millioner kroner

Torben Duch Holm
Arkivfoto
Fiskeri 7. august 2017 15:41 - Opdateret 7. august 2017 16:08

NORDJYLLAND: Fritidsfiskere mener, at der på grund af en renovering af et naturgaslager i det sydvestlige Himmerland er sket omfattende skader på vandmiljøet i Limfjorden.

Derfor forbereder organisationen Fjordvenner et erstatningskrav på 20-30 millioner kroner mod gaslageret.

- Da naturgaslageret blev etableret for omkring 30 år siden, gik det også ud over fiskebestanden. Dengang betalte vi selv for udsætning af nye fisk. Det vil vi ikke denne gang. I en periode på 10 år regner jeg med, at vi årligt skal bruge to-tre millioner kroner på at udsætte fiskeyngel, siger Sigvald Fihl, Fjordvenner.

For et halvt år siden fik Fjordvenner og Danmarks Naturfredningsforening medhold i en klagesag. Det betød, at gaslageret skulle stoppe renoveringen, hvor saltholdigt vand blev ledt ud i Limfjorden.

Risikoen for skader på miljø var den væsentlige årsag til, at Natur- og Miljøklagenævnet stoppede renoveringen.

- Men vi kan se varige skader med ophobning af tungmetaller i muslinger, siger Anni Oppelstrup, Danmarks Naturfredningsforening.

Erstatningskravet vil komme oven i et andet kæmpe­problem, som gaslageret har. Renoveringen blev nemlig stoppet, mens en del af lageret var fyldt med saltholdigt vand. Det må lageret ikke lede ud i fjorden, og det vil koste op mod en milliard at få det kørt væk i tankbiler.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...