Kraft og saft i børns liv og sprog

Tekst: Anneke Lyngholm
 
Foto: Bente Poder
Børn skal prø­ve at hæn­ge ud over dy­bet. De skal prø­ve at hol­de fast og give slip. De skal mær­ke sats­nin­gen, når de sprin­ger ned i dy­bet, som de mås­ke fore­stil­ler sig er ha­vet. Børn le­ver for­læns og for­står bag­læns og sam­men får de sat ver­den på be­greb, når de gri­ber ind i den.
Hjørring 1. september 2007 06:00

bente.poder@nordjyske.dk HJØRRING: Børns liv og især deres sprog. Det er der, uden at vi tænker en hel masse over det, og her midt i en opløsningstid er det under hårdt pres – sproget. Det mener lektor ved Hjørring Seminarium, cand.mag. i dansk og psykologi, Niels Jægerum, Hjørring, og derfor har han taget emnet under kærlig behandling i sin seneste bog, som netop er udgivet på Kroghs Forlag. Bogen ”Kraft og saft i børns liv og sprog” har til formål at kaste lys over, hvordan voksne kan hjælpe børn og unge med at blive opmærksomme brugere af sproget i samspil med andre i det, som Jægerum kalder ”en opløsningstid”. - Det er en tid, hvor drengen har fået en ny plads i skolen. Det er han ikke tilfreds med, og så ringer han til sin mor fra mobilen. Hun stiller efter ti minutter op hos skoleinspektøren og siger, at sagen skal ordnes, så drengen kan få den plads, som han ønsker sig, siger Niels Jægerum. Hans udgangspunkt er, at kraften i børnesproget er den funktion, hvor barnet sætter ord på verden, begriber den og griber ind i den. Børn skal være børn Saften er den overskridende side af sproget. Den hvor småbørn snakker ”numsesnak” og siger frække ord, og der hvor teenageres sprog bliver primitivt. Bogen henvender sig både til pædagoger, lærere, ledere og forældre. Den vil blive anvendt både på lærer- og pædagoguddannelsen. - Det er min oplevelse, at der er en udbredt optagethed af børns sprogforstyrrelser. Mange børn har svært ved at føle empati og vide, hvad der er passende sprog og adfærd i en given situation. Ifølge forskningen på området er der problemer med børns sociale bevidsthed og deres selvregulering i forhold til andre. Børn, der har svært ved at leve sig ind i, hvad andre føler, kan hjælpes på flere måder f.eks. ved at de voksne omkring dem tør være voksne. Det er ikke børnene, der skal beslutte, om familien skal til Norge eller Italien. Børn skal selvfølgelig respekteres, så lærer de at forstå, men børn skal også opleve en tydelig tilrettevisning og en lydhør styring i samspil med voksne. Børn bør ikke gives ansvar for noget, de ikke er klar til at tage stilling til, siger Niels Jægerum. Hvis børnene har tydelige voksne, kan de lære at afkode ad den vej, og f.eks. kan et kæledyr også være en god vej til at give børn en chance for at lære at føle empati. - Børn snakker om, at de kan se, at skildpadden nu er ked af det. Hvis de napper et dyr, reagerer dyret, og barnet lærer noget om samspil. Det lærer at respektere et dyr, og der er ofte kontant afregning, siger Niels Jægerum. Han slår til lyd for, at familierne sætter sig ned og kigger på, hvilke ritualer, de har eller kan få. - Børn skal indføres i ritualer. I fællessang, i morgenritualer, eftermiddagsritualer og putteritualer, og så skal de være med, når det sker. Hvis de er med til fællessang sammen med 300 andre, og der er ro bortset fra sangen, så kan barnet opdage, at hov. Her er man stille. Derfor er det også en fejl, at børn f.eks. samles og ser en film i et tilstødende rum, når der er familiefest, og der holdes taler. På samme måde kan man sige om gudstjenester, hvor børn nogle gange kommer ind i særlige børnerum under gudstjenesten. De ser ikke, at altervinen bliver skænket op. De får ikke lejlighed til at stille spørgsmål omkring det, siger Niels Jægerum. Bevar fantasien Han mener egentlig ikke, at barndommen behøver at holde op. Børn skal have den i fred i hvert fald op til skolealderen, og de skal forsøge at bevare kontakten til deres fantasi og de indre billeder. - Katastrofen er i virkeligheden, hvis de holder op med at lege for tidligt. Hvis fantasien holder op. Fantasien er en kraft til at tæmme verden, siger Niels Jægerum. Hans konkrete råd til forældre er at være tydelige og vise, hvem de er. Tænke over hvilke signaler man sender både med ord, handling, tone og mimik, og til teenageren kan man f.eks. holde op med at sige: Og har du så forstået? Men i stedet måske spørge. Hvad er det jeg har sagt? Og så kan forældre prøve at bremse lidt op, så det hele ikke går så hurtigt. Forældre skal turde nyde de lange processer og vise børnene, at de f.eks. kan lide at bruge tid på at lave mad, hvis de da kan det. - Ellers ender det bare med, at vi får børn uden forståelse for kvalitet. Hvis de ikke ser og får sat ord på processerne og fænomenerne i livet, får de et overfladisk oplevelsesfilter. Derfor kan det være en god ide, at de fx ser hvordan man kan lave en suppe af nogle grøntsager, nogle ben og nogle knogler, siger Niels Jægerum. De begreber vi har til rådighed sætter grænsen for de erfaringer, vi kan komme til at gøre. Sproget peger på vores muligheder for at skabe et meningsfyldt og virksomt liv sammen med andre. Børn uden bremser Lidt på samme måde er det med det primitive sprog. I bogen kommer Niels Jægerum også ind på det primitive sprog. Han taler om børn uden bremser i munden, og årsagen har ifølge ham en helt klar parkeringsplads: - Når vi opfostres i en individorienteret og gennemsyret individualistisk kultur og sætter børn sammen, presses de værste tendenser frem. Det svarer til at være oplært til at være sin egen lykkes smed. Skidt med andre! Det skal gå galt, og det gør det også. Vi kan forcere børns opvækst, men vi ved også, at tidlig moden er tidlig rådden. Der kan gå råd i sprog og adfærd, lyder meldingen fra Niels Jægerum. Bogen om børns liv og sprog er hans niende, og endnu en gang er bolden givet op til en debat om den moderne børneliv. Både i institutioner, på skoler, på seminariet – og blandt forældre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...