Kraftig vind giver udsættelser ved VM i sejlsport

Vinden er fredag middag så kraftig i Aarhus-bugten, at VM-sejlerne ikke kan komme på vandet.

Anne-Marie Rindom skal efter planen kæmpe om VM-medaljer klokken 14.47, men det kan være, at vinden udsætter medalrace til senere. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sejlsport 10. august 2018 12:41

Vinden har flere dage næsten været fraværende under VM i sejlsport, men fredag blæser det kraftigt i Aarhus.

Det betyder, at flere af fredagens sejladser er blevet udsat.

Klokken 12.00 skulle 49er-jollerne have været i Aarhus-bugten, men fredagens to sejladser er foreløbig udskudt på ubestemt tid.

Danmark har to 49er-både med mulighed for at klemme sig ind blandt de ti, der lørdag skal dyste i medalrace.

Det er Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl, der indtager en syvendeplads, og Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen.

Klokken 14.47 skal Anne-Marie Rindom forsøge at vinde enten sølv eller bronze, når Laser Radial-klassen skal afgøres i et medalrace. Foreløbig er der ikke meldinger om, at medalrace er udskudt.

I katamaranklassen Nacra 17 skal Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck på vandet tre gange i løbet af fredagen. Nacra 17-klassen skulle efter planen på vandet klokken 13, men foreløbig er det udskudt på ubestemt tid.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...