Kraftig vind sender teltpløk gennem halsen på motorcyklist

Deltagere ved motorcykeltræf i Thy forsøgte at redde deres telte, da en pløk pludselig fløj gennem luften.

Kriminalitet 10. august 2018 11:59

En 61-årig mand er livsfarligt kvæstet, efter at han fredag morgen har fået en teltpløk gennem halsen ved et motorcykeltræf i Thy.

Ulykken skete, da deltagere ved træffet omkring klokken 8.30 forsøgte at få styr på deres telte i den voldsomme blæst.

- Da han står og forsøger at redde sit telt fra stormen, falder han pludselig om, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Formentlig er pløkken blevet revet op af teltet på grund af vinden. Da pløkken slipper sit tag i jorden, flyver den gennem luften og rammer uheldigvis manden lige i halsen, forklarer vagtchefen.

Politiet har fredag middag ikke oplysninger om, hvorvidt manden var ved bevidsthed efter ulykken.

- Men de iværksatte livreddende førstehjælp med det samme. Han er bragt til sygehuset, og jeg formoder, at lægerne opererer på ham, siger vagtchefen.

Den sårede mand, der kommer fra Grindsted-området, var deltager ved Thy Træf, som er en årligt tilbagevendende begivenhed.

I snart 40 år har flere motorcykelklubber med rod i Thy hvert år sammen afviklet træffet i Sydthy i det nordvestlige hjørne af Jylland.

En nu nedlukket campingplads har i de seneste mange år dannet rammen for træffet, der i år finder sted fra 9.-12 august.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...