Nordjylland

Kraftigt blæsevejr rammer den jyske vestkyst

Vestjylland bliver ramt af vindstød med stormstyrke. Det kan føre til flyvende tagsten, oplyser DMI

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

NORDJYLLAND:Det gælder om at finde vinterjakken frem og passe på flyvende tagsten i weekendens sidste timer. Søndag aften ventes den vestlige del af Jylland nemlig at blive ramt af voldsomt vejr.

Omkring klokken 22 søndag vil vindstød med karakter af stormstyrke nå den jyske vestkyst, lyder varslingen fra Danmarks Metrologiske Institut, DMI.

Der er mange ting, man skal tage højde for, når der er tale om så høje vindkategorier. Det fortæller Mogens Rønnebek, der er vagthavende hos DMI.

- Når der er tale om vindstød af stormstyrke, kan vinden tage fat i løse ting som lette køretøjer, trampoliner eller tagsten, siger han.

Men selv om den jyske vestkyst er dem, der bliver hårdest ramt, bliver resten af Danmark også blæst igennem, vurderer Mogens Rønnebek.

- Det kommer til at ruske noget. Det vil man selvfølgelig mærke på vestkysten, men i resten af landet vil man opleve en stødende vind, lyder det.

Vinden opstår ifølge DMI’s vagthavende på grund af et lavtryk fra den sydlige del af Nordsøen, som bevæger sig op mod Skagerak i aftentimerne.

Når det bevæger sig ind over Danmark, vil man opleve kraftig vind over hele landet.

Storebæltsbroen fraråder kørsel med vindfølsomme køretøjer på grund af kraftig blæst. Det forventes at blive ophævet klokken 3 natten til mandag, fremgår det på Storebælts hjemmeside.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.