Naturkatastrofer

Kraftigt jordskælv ryster Tokyo

Tokyo, lørdag /ritzau/Reuters Et kraftigt jordskælv rystede lørdag middag Japans hovedstad, Tokyo, og nærliggende områder. Adskillige mennesker rapporteredes kvæstet ved jordskælvet, men der var ingen rapporter om store ødelæggelser. Jordskælvet, der blev målt til 5,5 på den åbne Richterskala, havde sit epicentrum ca. 80 kilometer under Stillehavets overflade, øst for Tokyo, oplyste Japans meteorologiske institut. Der blev ikke udsendt advarsler om tidevandsbølger, men nyhedsbureauet Kyodo citerede redningsmandskab for at sige, at syv personer blev lettere kvæstet, da dele af et tempel styrtede sammen i den centrale del af Tokyo. Skælvet, der fandt sted kl. 12.55 (05.55 dansk tid), syntes ikke at have forstyrret trafikken i landet nævneværdigt. Japan ligger oven på mindst tre jordskælvsplader, enorme plader af jordens skorpe, hvis gradvise bevægelser menes at skabe jordskælv. Japan er et af de områder i verden, hvor der hyppigst forekommer jordskælv. /ritzau/Reuters