Danmark

Krag til læger: Stop misbrug af antibiotika

Sundhedsministeren opfordrer læger til at stoppe misbrug af antibiotika og ordinere det rigtige antibiotikum.

Krag til læger: Stop misbrug af antibiotika

Det er ikke altid de stærkeste antibiotika, som skal stå på lægernes receptblok.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) opfordrer de danske læger til at ordinere de rigtige antibiotika til at bekæmpe den rigtige bakterie, nu da Danmap-rapporten for 2011 viser, at stadigt flere danskere går rundt med multiresistente bakterier i kroppen.

- Det er helt afgørende, at vi ikke misbruger antibiotika, og at lægerne ordinerer det antibiotikum, der passer til bakterierne, sådan at vi sparer de stærkeste antibiotika til de mest modstandsdygtige bakterier, understreger hun.

Rapporten viser en stigende forekomst af ESBL-bakterier og de superresistente CPE-bakterier, som er det største problem. Vi har indtil nu været fri for dem, men de ser ud til at brede sig blandt danskerne.

Statens Serum Institut melder om 15 patienter med CPE-bakterier mellem 2008-2011, hvoraf 10 tilfælde er registreret inden for det seneste år. Mens ESBL-bakterier kan behandles med få antibiotika, har CPE-bakterier udviklet resistens.

- Fremgangen i de multiresistente bakterier skyldes blandt andet stigningen i brugen af antibiotika. Det er derfor vigtigt, at der kommer øget fokus på, at et overforbrug kan resultere i, at vi ikke kan behandle infektioner i fremtiden, siger Astrid Krag.

Og derfor er det også vigtigt at have fokus på bakteriernes udvikling, lyder det:

- Vi har afsat midler til at overvåge området. Og vi har også både nationalt og internationalt igangsat forskellige initiativer, der skal sikre, at vi også de kommende år kan behandle infektionssygdomme med antibiotika.

I EU laver er de 27 medlemslande i færd med at udarbejde handlingsplaner, der blandt andet skal forhindre infektioner i at sprede sig.

Herhjemme vil Sundhedsstyrelsen indskærpe, at blandt andet bredspektrede antibiotika kun bør bruges til behandling af alvorlige sygdomme, lyder det fra Krag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.