Kragelund sælger sin del af Fårup Sommerland

Fårup Sommerland gennemfører generations- og ejerskifte i et hug - Søren Kragelund fortsætter som konsulent frem til sæsonen 2017

Jens Hukiær
Søren Kragelund - sælger sin halvdel af Fårup Sommerland til makkeren Henrik Schnack. Foto: Bente Poder
Fårup 16. november 2016 11:45 - Opdateret 16. november 2016 18:40

FÅRUP: Fårup Sommerland gennemfører et generations- og ejerskifte.

Det oplyser formanden for Fårup Sommerland, Ole Mølgaard i en pressemeddelelse.

I den forbindelse sælger Søren Kragelund sine aktier til partneren Henrik Schnack.

Søren Kragelund fratræder som direktør, men fortsætter sin tilknytning til selskabet som konsulent indtil sæsonen starter i 2017, lyder det i pressemeddelelsen.

- Det er naturligvis med et vist vemod, at vi kan meddele, at Søren Kragelund - som 68 årig - har valgt at sælge sin ejerandel i selskabet og dermed stopper som direktør og bestyrelsesmedlem i Fårup Sommerland. Søren har gennem en halv menneskealder skabt et succesfuldt og eminent fyrtårn i nordjysk og dansk sammenhæng. Hans visioner, innovationsevne og hårde arbejde er den direkte årsag til, at Fårup Sommerland i dag er en særdeles veldrevet virksomhed og en international anerkendt forlystelsespark. Alle involverede omkring Fårup Sommerland skylder Søren Kragelund en stor tak - herunder hele den nordjyske turisme og Regionen - for at have sat Fårup Sommerland på verdenskortet, siger bestyrelsesformand Ole Mølgaard.

Startet i 1975

Fårup Sommerland blev etableret af Søren Kragelunds far, Anders Kragelund samt Henrik Schnacks mor, Kamma Schnack, i 1975.

I 1996 overtog de nuværende ejere og fætre Søren Kragelund og Henrik Schnack det fælles ejerskab med 50 procent hver.

- Det er naturligvis en stor, men også meget velovervejet beslutning, jeg nu har taget. Jeg har haft mere end 40 fantastiske år i Fårup, og mine børn er i gang med egne karrierer i London og København. Det er derfor en rigtig god løsning for mig og min familie, at familien Schnack har mulighed for at overtage min ejerandel, siger Søren Kragelund.

Med overtagelsen af Søren Kragelunds aktier i moderselskabet M. Kragelund Holding er Henrik Schnack sammen med sønnerne Martin Norrbom Sams og Jakob Schnack nu eneejere af Fårup Sommerland.

Leder efter ny direktør

- Det glæder mig, at vi formår at bevare Fårup Sommerland som en familieejet nordjysk virksomhed. Det vil sikre, at de kerneværdier, som Fårup består af, vil blive bevaret. Gennem mere end 40 år har Fårup opnået en fantastisk position og nogle meget fine resultater, og vi ser fortsat gode muligheder for en positiv udvikling, hvilket naturligvis har været en forudsætning for at erhverve den samlede aktiepost. Det er et særdeles veldrevet firma, vi nu overtager hele aktiekapitalen i - og det har Søren en meget stor del af æren for, siger direktør Henrik Schnack.

Der vil snarest blive indledt en proces for at finde en ny fremtidig administrerede direktør til Fårup Sommerland.

Som ny midlertidig direktør er selskabets bestyrelsesmedlem og tidligere revisor Tage Borregaard tiltrådt, og han vil i samarbejde med den erfarne medarbejderstab og bestyrelsen lede selskabet indtil en fremtidig direktør er ansat.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...