Kragens mage fundet

TÅRS:Den menneskevenlige krage hos Doris og Bent Hansen i Dals Mølle ved Tårs, vi fortalte om i avisen fornylig, har haft sin opvækst tæt på. Nærmere betegnet seks-syv kilometer i luftlinje fra Dals Mølle. Den er nemlig opvokset hos familien Thomsen på Steensgaard i Tranget. Det er familiens 13-årige datter, Lonnie, der har stået for den snakkesalige krages opvækst. - Kragen, der er af årgang 2003, var meget lærenem. Men efterhånden som den voksede til, viste det sig, at den var noget af en ballademager, og den kunne finde finde på de utroligste, frække ting, lyder det fra familien Thomsen. Gårdens katte flygtede væk, når den var i nærheden. De vidste af smertelig erfaring, at det kunne ende med et kraftigt halebid. Kragen er også til fart. Når familien Thomsen skulle ud at køre, satte kragen sig til rette på bilens tag. Først når bilen nåede en fart omkring de 50 kilometer i timen, bredte den vingerne ud og fløj som et svæveflyt direkte ud i luftrummet. Det fandt den ustyrteligt morsomt, selv om det må siges at være en noget aparte opførsel af en krage. En dag omrking juletid var kragen pludselig væk fra gården. Og efterhånden som dagene gik, svandt håbet hos familien Thomsen om nogensinde at se den igen. Stor var overraskelsen og glæden derfor, da historien om kragen dukkede op i NORDJYSKE. Nu i en kragekoloni ved Dals Mølle. Familien Thomsen har haft mange sjove oplevelser med den menneskevenlige krage, og mange af dens meriter har familien optaget på videofilm. Såvel familien Thomsen på Steengaard, som familien Hansen på Dals Mølle er enige om, at tiden nu er kommet, hvor kragen skal til at leve sit eget liv og eventuelt stifte familie. Så hvem ved? Måske står der en skønne dag hos en af familierne en krage på trappen med otte dunede unger, der som en selvfølgelighed forventer at blive budt indenfor.