EMNER

Kraghede står sammen om hygge og arbejde

Store og små værner om sammenholdet i det bette lokalsamfund. De er både gode til at hygge sammen - og til at arbejde sammen. Lørdag var der fest og hygge i og ved klubhuset. Foto: Hans Ravn

Store og små værner om sammenholdet i det bette lokalsamfund. De er både gode til at hygge sammen - og til at arbejde sammen. Lørdag var der fest og hygge i og ved klubhuset. Foto: Hans Ravn

KRAGHEDE:Det begyndte egentlig med, at der skulle findes plads til en opvaskemaskine i Kraghedes klubhus. Resultatet blev, at lokale, frivillige hænder lige nu er i fuld sving med at bygge køkkenet om, så der bliver mere plads. - Nu skal vi lige have finansieringen på plads. Vi har ansøgninger ude flere steder, og vi håber meget, at nogle af dem vi har søgt, vil give os et økonomisk tilskud til projektet, siger Lone Due Bak, formand for Kraghede Borgerforening. Søndag for fire uger siden indkaldte den lokale borgerforening til et formiddagsmøde med klubhusets køkken som eneste punkt på dagsordenen - og hele 30 lokale borgere mødte op. Mange af dem skrev sig på som frivillige hjælpere. Per Mortensen og Preben Thomsen blev tovholdere - og det lokale team af handy-folk har foreløbigt skabt overbevisende resultater i køkkenregionen. - Vi er glade for resultatet indtil videre, smiler Per Mortensen. Og projektet greb mere om sig end først antaget. En væg blev i første omgang væltet, så et anretterrum kunne inddrages til køkkenet. - Planen var, at vi ville beholde resten, men det griber jo let om sig, konstaterer Preben Thomsen, og tilføjer, at nogle arbejdsaftener er blevet lange. - Men vi har rigtig god opbakning - folk har været gode til at tilbyde deres hjælp, tilføjer han. Selvom køkkenprojektet fortsat raser i det lokal klubhus, blev der lørdag holdt efterårsfest med et halvt hundrede deltagere. Og lørdag eftermiddag sørgede børn og voksne for pynt til aftenfesten, idet græskar blev udhulet og forvandlet til lygtemænd. Borgerforeningens børne- og ungdomsudvalg stod for eftermiddagens arrangement, der blandt andet lokkede lokalsamfundets yngste med hoppeborg, snobrødsbagning og græskarhoveder. - Vi vil gerne holde gang i lokalsamfundet og lave aktiviteter for børn og unge i klubhuset. To gange om året har vi sjov søndag - men denne gang er det så blevet til sjov lørdag, fordi vi i aften holder efterårsfest for både børn og voksne, siger Heidi Thomsen. Hun kunne godt have ønsket sig flere deltagere i eftermiddagens aktiviteter, men hun ved også, at mange tilbud trækker i børnefamilierne. Heidi Thomsens havde sine to døtre med til arrangementet. - Og de glæder sig helt vild til at komme i klubhuset sammen med de andre børn her fra området. Det er hyggeligt, og vi kender alle hinanden, siger Heidi Thomsen. Og måske netop fordi både store og små kender hinanden, kan kræfterne forenes om at renovere klubhusets køkken - på frivillig basis.