Krarup må have mistet overblik

EMNER 11. oktober 2006 06:00

DF-KRISE: Dansk Folkeparti synes i disse tider at blive truet stadig stærkere indefra af ”landsbytosser” og mennesker, der føler sig tiltrukket af autoritære og udemokratiske holdninger. Forstå det, hvem der kan! Men det forekommer mig, at sognepræst Søren Krarup må have særlige problemer, når en e-mail fra partiets pressechef - optrykt i Jyllands-Posten, - lyder sådan: Hovedbestyrelsen og gruppebestyrelsen træffer pr. definition kun rigtige beslutninger! Her kan selv paven og alle hans kardinaler godt pakke sammen. Paven, tror jeg, udtaler sig kun ved helt særlige lejligheder med en sådan autoritet – ex catedra – men DF’s chefgrupper kan altså bare det dér uden at ryste på hænderne. Søren Krarup, som ellers med sin skarpe tunge har kastet sig over enhver, som nærmede sig en sådan guddommeliggørelse af verdslige og kirkelige institutioner, må have mistet overblikket for en stund. Så må man sige, at fætter Langballe mere redeligt har taget konsekvensen af sin omvendelse, da han nu har meddelt omverdenen, at han holder op som sognepræst for helt at hellige sig partiets politik.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...