EMNER

Krarup: SF-klage er noget pjat

KØBENHAVN:Dansk Folkepartis Søren Krarup afviser kategorisk, at han skulle have krænket Kamal Qureshi (SF) eller forbrudt sig mod Folketingets forretningsorden. Torsdag havde de to et sammenstød under debatten i Folketinget, og Søren Krarup affærdigede blandt andet et indlæg fra SF'eren med, at han intet forstod om det kristne, danske samfunds adskillelse af verdslige og åndelige anliggender, fordi han ikke er hjemmefødt dansker. Han anførte også, at det var tidsspilde at diskutere med Qureshi, fordi det er ham umuligt at forstå, hvad Søren Krarup siger. Det har nu fået SF til at klage til Folketingets Præsidium. - Der skal være plads til både en god skarp og polemisk debat, men når man som Krarup gjorde, overskrider han en grænse, hvor han bliver mere og mere perfid. Præsidiet er nødt til at skride ind og stramme op, for at debatten ikke kommer ned på et helt uacceptabelt niveau, siger SF's gruppeformand, Ole Sohn. Søren Krarup tager selv polemikken med ro. Han mener ikke, at hans udfald mod Kamal Qureshi var krænkende. Han kaster i stedet bolden tilbage til SF'eren, som Krarup beskylder for selv at sænke debatniveauet i folketingssalen. - Klagen er noget pjat. Han interesserede sig overhovedet ikke for, hvad sagen drejede sig om og hvad jeg sagde til ham. Derfor bad jeg ham sætte sig ned og tænke sig om, siger Krarup. - Kamal Qureshi har et problem med saglighed og lødighed, og derfor prøver han at angribe andre, når han bliver fanget i sin egen underlødighed, siger Søren Krarup. Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), skal sammen med de øvrige medlemmer af præsidiet behandle klagen fra SF. Men han ville i går ikke kommentere den konkrete sag. /ritzau/