Krav om bedre plejehjem

Ældre Sagen kræver plejehjemslægen tilbage for at få kvaliteten op. Der sker nemlig alt for mange fejl på de danske plejehjem. Se hvor slemt det står til på dit lokale plejehjem

Lars Teilmann
Der sker alt for mange alvorlige fejl på de danske plejehjem, og den eneste vej ud af problemerne er at genindføre plejehjemslægen. Det mener Ældre Sagen, som får god opbakning til idéen. Arkivfoto: Scanpix
Ældreforhold 26. september 2011 11:03

Der sker alt for mange alvorlige fejl på de danske plejehjem, og den eneste vej ud af problemerne er at genindføre plejehjemslægen. Det mener Ældre Sagen, som får god opbakning til idéen. Klik for for at se, hvor mange fejl der blev fundet under tilsynsbesøget på dit lokale plejehjem. Deltag samtidig i plejehjemsdebatten, hvor du har mulighed for at fortælle om dine oplevelser. - Jeg er overbevist om, at plejehjemslæger er den eneste holdbare løsning, når det gælder om at komme den udbredte fejlkultur til livs og skabe tryghed for gamle mennesker og deres pårørende og personalet. En plejehjemslæge kan det hele: faglighed, kontinuitet, helhedssyn samt spare tid og forhindre unødvendige indlæggelser, siger seniorkonsulent Margrethe Kæhler. Idéen er ikke fremmed for de praktiserende læger. Bedre samarbejde - Fordelen ved den faste plejehjemslæge er især relationen til personalet. En læge, som kommer på et plejehjem, har mulighed for at få et bedre samarbejde med personalet, hvor det i dag kan være sådan, at et plejehjem har et antal beboere og så måske skal samarbejde med lige så mange forskellige læger. Og dét kan gøre det svært, siger Bodil Johnsen, der ud over at være almen praktiserende læge også er medlem af bestyrelsen i Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Hun minder dog om, at nogle beboere, som har en årelang og tæt relation til deres praktiserende læge, også gerne vil beholde den læge, og at det derfor er vigtigt med frivillige ordninger. I Sundhedsstyrelsen er der ikke en afvisende holdning. - Jeg vil ikke afvise, at plejehjemslæger kan være en god idé. Men der skal noget mere konkret på bordet, før Sundhedsstyrelsen kan tage stilling til, om det kan være den måde, man gør det på, siger tilsynschef Anne Mette Dons.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...