Krav om billigere cola til danskerne

Danmark 1. september 2006 06:00

KØBENHAVN. Det skal være billigere at købe sodavand i Danmark. Sådan lyder et af Dansk Folkepartis kulørte krav til en ny finanslov. - Vi skal begrænse grænsehandlen, og vi ved at billige sodavand virkelig er noget, der trækker grænsehandel, sagde Kristian Thulesen Dahl, da han i går fremlagde DF’s bud på en finanslov. Partiet vil nedsætte afgifterne på læskedrikke, og det skal der bruges 300 millioner kroner på. Men nogle af pengene skal gå til at en ekstra indsats mod de ulovligt importerede colaer, der findes i mange kiosker. Det vil stille nye krav til de hårdt plagede ansatte i Skat, der lige har fået at vide, at regeringen vil skære næsten hver fjerde af dem væk. - Vi afsætter jo penge til en forstærket indsats mod illegalt salg af sodavand, siger Kristian Thulesen Dahl men erkender samtidigt, at han ikke er vild med hestekuren i Skat: - Det er dårlig timing af regeringen at skære voldsomt ned på Skat netop nu. De har i forvejen mange store omvæltninger som kræver lidt ro, siger han. - Det er regeringens ansvar, at Skat stadig kan løse de opgaver, som vi kræver af dem. Regeringen må forklare, hvordan det kan lade sig gøre, siger hen. Dansk Folkepartis ønsker til en finanslov overrasker ikke. Der skal bruges flere penge på de ældre, på sundhed og på udsatte grupper. Pengene skal blandt andet komme ved at beskære udviklingsbistanden til u-landene, skære i børnechecken, skære i tilskuddet til Grønland og ved at undlade at putte planlagte to milliarder kroner i højteknologi-fonden. Ligesom regeringen ønsker Dansk Folkeparti ikke at sætte et bestemt beløb af til ordentlige togskinner og til sikre fødevarer før det er kortlagt, hvad behovet er.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...