EMNER

Krav om hurtigt indgreb i konflikt

Regeringen kan lige så godt først som sidst gribe ind i lærerkonflikten, mener organisationer

(Foto: Steffen Ortmann/Scanpix 2013)

(Foto: Steffen Ortmann/Scanpix 2013)

HELE LANDET: Ingen af parterne tror længere for alvor på, at kommuner og lærere kan finde hinanden ved forhandlingsbordet. Derfor kan regeringen lige så godt gribe ind.

Skolelederforeningens formand Anders Balle er klar i mælet.

- Få det gjort hurtigst muligt, så vi kan komme i gang med at lave en almindelig god skole igen. Det er alle parter bedst tjent med, siger han til Berlingske Tidende.

Også Bente Sorgenfrey, der som formand for hovedorganisationen FTF repræsenterer 81 faglige organisationer, blandt andet Danmarks Lærerforening, mener, at et hurtigt indgreb er at foretrække.

- Det er en udsigtsløs konflikt, der nu bliver rullet ud, og det kan ingen være tjent med, siger hun til Berlingske.

En af konfliktens absolutte hovedpersoner, formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christiensen, fastslår også overfor avisen, at udsigten lige nu er et indgreb. Og han mener ligesom de øvrige, at det lige så godt kan komme hurtigt.

- For hver dag lockouten kører, oplever man en endnu større forbitrelse blandt de lockoutede, siger han til Berlingske Tidende.

Danskerne er lidt mere delte i spørgsmålet. Ifølge en undersøgelse TNS Gallup har udført for Berlingske, mener 45 procent af danskerne, at der skal gribes ind i konflikten senest efter to uger. 37 procent mener, at der slet ikke skal gribes ind.

KL’s lockout af lærerne trådte i kraft mandag, men får på grund af påsken først effekt tirsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.