Krav om mere porno på tv ryster svenske kristdemokrater

Sverige 6. september 2002 08:00

SKÖVDE: Porno på svensk tv hver lørdag for at stimulere sexlysten og flere børnefødsler. Det udspil fra kristdemokraternes lokalformand i Skaraborgs kvindeforbund, Teres Kirpikli, slog i går ned som en bombe i partiledelsen i den svenske valgkamps elvte time. Kirpikli røg øjeblikkelig ud i kulden. - Vi må diskutere dette i forbundsledelsen, og hun vil også få lejlighed til at komme med en forklaring, men jeg tror ikke, at hun bliver genvalgt, hverken til forbundsledelsen eller som formand for Skaraborgsdistriktet efter dette her, siger kvindeforbundets formand, Ulla-Britt Hagström. Teres Kirpikli er medlem af kommunalbestyrelsen i Skövde og fører en intens personkampagne for at blive stemt ind i Riksdagen. Hun er bekymret over, at der fødes for få børn, og hvad det kan komme til at betyde for landets økonomi. Derfor gik hun ud med den famøse pressemeddelelse. "Jeg vil have erotik og porno på tv hver lørdag og hele dagen. Folk vil så få lyst til mere sex. Jeg tror, at de fleste kan lide porno, selv om de ikke vil erkende det. Der er ikke noget galt i, at en mand og hans kone eller partner ser porno sammen", skriver Kirpikli i pressemeddelelsen. Penilla Gunther, lokalformand og riksdagskandidat i Västra Götaland, krævede på stedet, at Teres Kirpikli gik af både som forbundsledelsesmedlem i kvindeforbundet og blev fjernet fra valglisterne. - Forslaget om, at tv skal sende pornofilm hver lørdag er ikke alene hovedløst, men også totalt uansvarligt, siger Gunther. Hun tilføjer, at det er almindelig kendt, at forskningsresultater har vist, at mænd, og specielt unge mænd får et komplet forvredet seksualopfattelse, hvis man ser for mange pornofilm. Partisekretær Sven Gunnar Persson siger, at udspillet er et personligt påfund, som ikke på nogen måde er forankret i partiet. Det er i direkte modstrid med partiets menneskesyn. - Vi er chokerede og bestyrtede, fordi det er helt i modstrid med vores politik, siger Ulla-Britt Hagström, som først skal diskutere udspillet med Teres Kirpikli, inden det tages op i forbundsledelsen. Hagström er skuffet over Kirpikli efter den opbakning, hun har fået af partiet for at kunne være et forbillede indvandrerkvinde. - Efter at have arbejdet meget med disse spørgsmål i Riksdagen og efter 30 år som lærer, er jeg chokeret over hendes udspil, siger Hagström og tilføjer: - Vi har jo et program for børnefødende, som blandt andet handler om tryghed og tillid, at hæve loftet i forældreforsikringen, valgfri børnepasning, og at man kan beholde sit arbejde urørt i tre år. /ritzau/TT

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...