Kravlenisser i Kirkeladen

Grete Mill
Solen er så rød mor hedder collagen, som Helvi Mølgaard Pedersen (til venstre), Nethe Oredsen og hendes barnebarn, Kathirine Blom Oredsen, har travlt med.
Kunst 25. oktober 2008 06:00

HUNE: Hvis nogen har hørt lyde fra loftet i Kirkeladen i Hune, har det formentlig bare været Helvi Mølgaard Pedersen, Hune, og hendes venner, der puslede. - Nethe og Leif Oredsen har kravlet rundt sammen med mig på loftet for at lave store collager, fortæller hun. Baggrunden for de legemlige udfoldelser i kunstens navn ligger i Fælleskirkekoret, der har eksisteret i ti år under ledelse af Kirsten Lodberg, Hune. - I starten sang vi hjemme hos Kirsten og Poul og vi har ofte snakket om indholdet i de tekster, vi har sunget, siger Helvi Mølgaard Pedersen, der fortsætter: - Efter at Kirkeladen er blevet bygget, har vi sunget der i det store smukke rum. Det inspirerede en aften til en ide om at prøve at lave billeder til nogle af teksterne. I mange år har jeg beskæftiget mig med billeddannelsespædagogik og ideen om at lave billeder inspirerede mig derfor til at invitere de andre kormedlemmer og medlemmer af Kirkekoret i Hune til at være med. De lavede billeder sammen med mig i Kirkeladen seks eftermiddage. De billeder er nu blevet samlet og har resulteret i ti store collager. Ved et arrangement med koncert og fællessang i morgen eftermiddag i Kirkeladen er der fernisering på collagerne. Udstillingen kan ses hver søndag efter kirketid og indtil kl. 13 de efterfølgende fire søndage, hvor jeg vil være til stede. Jeg vil også gerne komme og fortælle om collagerne en tirsdag, når Hune-Blokhus Pensionistforening har et møde i Kirkeladen. Hvis nogen er interesseret i yderligere oplysninger og en aftale om ekstra åbning af udstillingen, er I velkomne til at henvende jer til mig på tlf. 98248860 eller på mail helvi@pedersen.mail.dk, siger Helvi Mølgaard Pedersen. Ved ferniseringen byder menighedsrådet på kaffe og kage. Fællessangen foregår sammen med Fælleskirkekoret under ledelse af Kirsten Lodberg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...