Kreative evner fik frit spil

ØSTERVRÅ: Et farverigt og fantasifuldt himmel- og havlandskab er hver dag til stor glæde for både børn og voksne i Fritidsklubben Bødkerhuset og på Torslev Skole i Østervrå. I børns bevidsthed er der helt sikkert meget mere mellem himmel og jord (hav) end vi voksne kan forestille os. Et helt håndgribeligt bevis på denne påstand kan opleves i passagen mellem Torslev Skole og Fritidsklubben Bødkerhuset i Østervrå. Her er der lagt sidste hånd på et imponerende flot og fantasifuldt kunstværk. Skolens før så grå og triste sydgavl står nu udsmykket med et himmel- og havrelief, som børn og voksne fra de to institutioner startede på allerede i 2001 i forbindelse med Projekt Tusindkunst. Projektet var en del af Sæby Kulturkommunes mange programpunkter. Alle børn i kommunens institutioner blev tilbudt at lave beskyttelsessymboler til "Fruen fra Havet". I Østervrå besluttede man imidlertid, at man hellere ville lave noget, som også kunne være til glæde i lokalområdet. I en hel uge nød børnene, at skolebøgerne var lagt på hylden - og de kreative evner fik frit spil. Med hjælp fra kunstneren Per Frøsig gik børn og voksne i gang med projektets tema skytsengle - med det overordnede tema Himmel og Hav. Et langt forløb, der først stod på historier om skytsengle og i at få en forståelse af, hvad en skytsengel egentlig er for en tingest. Herefter blev der udarbejdet tegninger, først på egen hånd og derefter i samarbejde med andre. Det hele blev udmøntet først i små lerfigurer og senere i de store og endelig figurer, som nu smykker gavlen. Undervejs vejledte Per Frøsig med tips og fif til lerets bearbejdelse. Til slut blev figurerne glaseret, inden de blev sendt ind til keramiker Hanne Heile i Sæby. Her fik kunstværkerne den særlige brænding, som gør dem i stand til at modstå frosten. Efter en nøje udstukket plan fra Per Frøsigs hånd blev figurerne sat op på væggen af en lokal murermester, Ulrik Sørensen fra firmaet Bakkemureren. Endelig kunne personalet fra de to institutioner i foråret male himmel og hav som baggrund for de mange kunstværker, så alt nu hænge virkelig flot sammen. Hele projektforløbet blev en virkelig god oplevelse for både børn og voksne. Samtidig blev det gode og vellykkede teamsamarbejde mellem de to personalegrupper i henholdsvis Bødkergården og Torslev Skole startskuddet til et bredere samarbejde, som begge institutioner nyder godt af. ÅB + -ok