Kreative folk slutter sig sammen

To øboer med kunstneriske interesser annoncerede efter ligesindede - det gav mange henvendelser

ØLAND:Karen Marie Mondrup og Erik Graversen har begge maling som hobby. De bor i hver sin ende af Øland og kendte knap nok hinanden, før de begge var til stiftende møde om en kunstforening i Tranum og fandt ud af, at de selv kunne lave en sammenslutning. Derfor satte de en annonce i den lokale ugeavis og opfordrede alle med en kreativ interesse til at skrive eller ringe. Både folk, der tegner, maler, skriver, spiller musik, fotograferer eller andet. Formålet med at mødes er ikke at danne en formel forening. Heller ikke at sidde og arbejde sammen. Det drejer sig blot om at mødes og få en dialog i gang og snakke med andre, der har samme interesse som en selv, og måske vise sine ting frem, understreger Karen Marie Mondrup. Rummelighed og respekt er blandt de ting, det handler om. Faktisk har de to initiativtagere fået 10-12 henvendelser fra hele kommunen. De turde ikke på forhånd regne med, at der skete noget. - Jeg blev overrasket, da den første ringede. Der må jo være et behov for det, siger Karen Marie Mondrup. - Mange sidder derhjemme og laver nogle ting for sig selv og hygger sig med det, men de har behov for at dele det med andre og vise det til andre, måske få positiv kritik af det, de laver. Det savner man, når man går alene med tingene, siger hun, der i 1960-erne var med til at stifte en tilsvarende sammenslutning i Sønderjylland. Den eksisterer stadig. Nu er der ved at være så mange interesserede, at man er klar til at mødes. Se, om ideen kan bære, og om man kan komme hinanden lidt ved og dele de fælles interesser. Intet er fastlagt på forhånd, men afhængigt af de mennesker, der møder op. Men initiativtagerne har adskillige gode ideer: Besøge udstillinger, se film, teater, koncerter, dele undervisning, dele udstillinger/forestillinger, arbejde sammen, lave fælles hjemmeside, eller blot snakke sammen over en kop kaffe.