Serritslev

Kreativitet flettet i pilekviste PILEFLET:Der er lavet mange spændende ting fra brødkurve til fuglehuse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lisbeth Christensen og hendes to døtre hygger sig sammen men de laver kurve. FOTO: BENTE PODER

SERRITSLEV:I weekenden har Serritslev Husholdningsudvalg holdt kursus i pileflet. Det foregik på Serritslev Skole, hvor lærer Helga Bonde skulle vise, hvordan man kan lave alt fra brødkurve til fuglehuse i pileflet. På vej op af skolens linoleumsbelagte trapper høres lyden af muntre kvindestemmer. På første sals trappeafsats ligger pilekviste bredt ud over det hele. Duften af de friske kviste står i skarp kontrast til skolegårdens sjappede vinterlugt. Kvindedomæne Døren til klasseværelset står åben, og lydstyrken er steget til det velkendte leje kvinder taler i når de er mere end to sammen. Et hurtigt blik rundt i lokalet viser da også, at fraværet af mænd er på hundrede procent. Lisbeth Christensen, der er dagplejer i Serritslev, er her for andet år, og har taget sine to døtre med. - Det er fordi jeg godt kunne finde på at lave noget pileflet derhjemme, og så for at hygge mig med mine børn, siger hun. Om det er noget for hendes mand, at gå til pileflet tvivler hun på. - Han har noget andet han hellere vil, og det er jo også godt at have hvert sit at gå op i, siger Christina Christensen. Vender tilbage hvert år Det er fjerde år at Serritslev Husholdningsudvalg arrangerer pileflet og mange af dem, der er mødt op, er folk der har været der før. Ved et bord sidder to kvinder, og fletter bunden til en brødkurv. De kræver gode fingerkræfter og et par dask med en metalkølle, at få kvistene til at makke ret. Både Annette knudsen og Marianne Simonsen kommer fra Serritslev. - Vi er begge med i Husholdningsudvalget, og støtter selv op om vores arrangementer. Og så hygger vi os jo, siger de samstemmende. - Nu er vi jo også avanceret til at måtte lave firkantede ting, siger Marianne Knudsen med et drillende smil.