Kreativitet

I forbindelse med valget er det, efter at de Radikale tog begrebet op, opstået en ideologisk bølge omkring Richard Floridas "den kreative klasse". På sin vis er det opmuntrende, fordi det illustrerer, at nye friske ideer fra samfundsvidenskab kan vitalisere det politiske spil. Samtidig er begrebet problematisk som væsentlig ledetråd for politikudvikling i Danmark.

Floridas centrale budskab er interessant. Det peger på, at graden af tolerance og mangfoldighed i et lokalt område er med til at afgøre, hvem der bosætter sig. Især kreative sjæle tiltrækkes af et åbensindet lokalsamfund og disse kreative sjæle vil være dem, som især bidrager til fornyelse, vækst og velstand. Tankegangen kan ses som en måde at rette op på en forestilling om, at højteknologi er den sikre nøgle til velstand. Det lægger op til at social innovation er lige så væsentlig som teknisk innovation. Men forestillingen om den kreative klasse, som den vigtigste kilde til fornyelse og vækst, er også misvisende. De kreatives rolle bør ses i lyset af "den lærende økonomi". Ikke mindst i Danmark er det brede kollektiver, som omfatter alt fra specialarbejdere til designere og forskere, som spiller sammen når der skabes fornyelse. Regionalt er samspillet mellem politikere, erhvervsfolk og fagbevægelse noget, som fremmer innovation. Væsentlige dele af innovationsprocesserne foregår ved, at man løfter i flok i Danmark. Uden social sammenhængskraft ville medlemmerne af den kreative klasse ikke bidrage ret meget til fornyelse og vækst. Mangeårig empirisk forskning og mit virke i internationale organisationer som OECD og EU-kommissionen har overbevist mig om, at vi økonomisk set befinder os i en historisk periode, som bedst kan betegnes som "en lærende økonomi". Dette hentyder til, at globalisering, afregulering og teknologisk fornyelse har sat forandringstempoet i vejret i store dele af økonomien, og derfor er tilegnelse af nye færdigheder blevet en nødvendighed for virksomheder og individer. Evnen til at lære er blevet nøglen til succes. Dette er med til at fremme en ny type af social opdeling, hvor de lærenemme (ofte de veluddannede unge, som er heldige med hurtigt at komme ind i interessante karrierer) bliver præmieret, medens dem, der af forskellige grunde (inklusive rene uheld) ikke kan følge med, bliver sat udenfor arbejdsmarkedet eller låst fast i jobs, hvor de ikke lærer ret meget - jobs som det også bliver stadig færre af. Den kreative klasse tilhører den første kategori, og medlemmerne har som yderligere kendetegn, at de som regel opererer i udkanten af det industrielle samfund som rådgivere, designere, forskere og kulturproducenter. Men ikke alle forskere og kulturproducenter nyder privilegier. Det bliver i stadig højere grad en forudsætning for social og økonomisk opstigning, at deres bidrag lader sig bruge kommercielt. Gammeldags humanistiske intellektuelle, som ikke indgår handler med erhvervslivet - inklusive underholdnings og medieindustrien, skal ikke regne med at blive forgyldt. Den lærende økonomi optræder i en speciel version i Danmark. Økonomisk og social lighed afspejles i høj grad af samspil mellem top og bund i virksomhederne - og afstanden er ikke så stor som i andre lande. Høj grad af gensidig tillid til partnerskab afspejles i, at virksomheder samarbejder mere med hinanden, end de gør i andre lande. I Danmark er det især virksomheder, som har et godt internt samspil, og som er gode til at samarbejde med andre, som bidrager til fornyelse og vækst. Det er et paradoks, at der midt i det individualiserede forbrugersamfund er voksende behov for kollektivitet i arbejdslivet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at en region eller by er befolket med kreative individer. Fælles fornyelse med inddragelse af alle sociale klasser er hvad der især præger den lærende økonomi i Danmark. Den lærende økonomi er modsætningsfyldt og kan føre til et polariseret samfund. Derfor giver den også en anden ledetråd for dansk politik end den kreative klasse. Den lærende økonomi stiller krav om en uddannelsespolitik, hvor elever lærer at lære, en arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik som fremmer kompetenceopbygning og et arbejdsliv, hvor man lærer nyt, mens man arbejder. Et sådant program ligger i forlængelse af danske traditioner for at gribe til uddannelser når globaliseringen trænger sig på. Det peger på en virkelighed, hvor alle - ikke kun højteknologiske forskere og kreative mediafolk har en kreativ rolle at spille. Hvis de får lov! I den lærende økonomi kan den kreative klasse ikke stå alene. Bengt-Åke Lundvall er professor i økonomi ved Aalborg Universitet