Krebs får Ørenlyd

Aalborg 3. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Nu er det tid for Poul Krebs-fans til at sikre sig en billet, hvis man vil være blandt tilhørerne til hans koncert i Frederikshavn 17. oktober. Foruden Aalborg er Frederikshavn eneste nordjyske stop på hans efterårsturne, og billetsalget er allerede i gang. Sidst han gæstede Frederikshavn for to år siden, fandt 1200 vej til FFK-hallen for at høre den populære sanger. Også denne gang er det Frederikshavn Musik & Teatervenner, der står for koncerten. Som opvarmningsband kommer det forholdsvis ukendte Ørenlyd. Ørenlyd deltog på Poul Krebs' opfordring i DRs Karrierekanonen tidligere på året. De synger på dansk, og musikken skulle efter sigende være både intim og dansevenlig. Poul Krebs er pladeaktuel med cd'en "Striber af lys", der udkom 19. august. Men mon ikke også der bliver gensyn med nogle af hans kendte og elskede hits fra tidligere udgivelser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...