Musik

Krebsen klar til Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:Efter de første fire uger i handelen har det seneste Poul Krebs-album "Striber af lys" nu passeret de 25.000 solgte eksemplarer, der udløser guldplader. Så der er store forventninger til den landsdækkende turné, som Poul Krebs & Band indleder om en uge - en turné, der fører dem til Frederikshavn som et af de første stop undervejs - og i øvrigt eneste stop i Nordjylland i oktober. Først måneden efter er bandet på scenen i Aalborg. Koncerten i Frederikshavn er Poul Krebs tredje turne-koncert og den afvikles 17. oktober med Frederikshavn Musik- og Teatervenner som arrangører. De har skaffet plads til Poul Krebs i Firmahallerne - og forhåbentlig er rammen stor nok til at rumme den kæmpemæssige fanskare. Poul Krebs har denne gang hele otte musikere med i bandet - her i blandt et par nye spændende navne. På percussion og trommer kan man møde svenske Christer Jansson, mens sangerinderne Ena Egelund og Karoline Kier er nye backingvokalister. Derudover medvirker guitaristerne Per Chr. Frost og Bjarne Nygaard Nielsen, bassisten Allan Nagel, keyboardspilleren Morten Buchholtz og trommeslageren Lars Daugaard. Der er to nye danske bands med på turen som guest stars. Under besøget i Frederikshavn er det bandet "Ørenlyd", der i øvrigt debuterede i mandags med albummet "Ind under himlen". Med 11 sange, der spænder fra rock over beat og rendyrket pop til de smukkeste blå øjeblikke, er debutalbummet det perfekte soundtrack til det spirende efterår og den længsel, der som regel følger bladenes fald fra træerne. Ørenlyd er klassisk sang-skrivning - med en musikalsk inspiration, der rækker fra 60ernes beat og til den melankoli, der høres hos mange af det ny årtusindes rockorkestre. Til forskel fra mange af de nye danske band har Ørenlyd dog valgt at synge på dansk - og har i sangskriveren Stefan Brask en af de sjældne få, der kan få det danske sprog til at swinge uden at miste poesien undervejs.