Kredse ønskes opretholdt

EMNER 28. februar 2003 07:00

BRØNDERSLEV: LandboNord består i dag af fem lokalkredse. Når der på torsdag er generalforsamling i LandboNord, foreslåes en vedtægtsændring, så antallet af kredse kan skæres ned, hvis det ønskes. Niels Jørgen Vestergaard fra V. Hjermitslev advarede mod at sløjfe kredsene, og i stedet kun have én forening. - I mindst 125 år var det muligt at opretholde kredsene i det daværende Hjørring Amts Landøkonomiske Selskab, påpegede han. Han frygter for, at én stor forening vil blive centreret om en by. Også formand for kreds 4 (Brønderslev, Pandrup og Aalborg), Thomas Sejlund, mener, at kredsene har en værdi, når det gælder nærhed. Thomas Sejlund understregede, at der ikke aktuelt er planer om at skære antallet af kredse ned. - Men hvis vedtægterne ændres, kan det ske uden generalforsamling. Det er det, der lægges op til, bemærkede han. Isak Isaksen, Ø. Brønderslev, derimod så gerne, at der arbejdes mod én enhed. Fra kreds 4 vil også lyde en opfordring til ikke at ændre reglerne for valg til kredsene. I dag er valgene for to år, men der er planer om at ændre det til ét år. Fra flere sider blev der peget på, at det vil være forkert at udskifte en kredsbestyrelse på én gang. Forslagene til nye vedtægter behandles på torsdag på LandboNords generalforsamling på Nordjyllands Idrætshøjskole. Thomas Sejlund opfordrede medlemmerne til at komme med ændringsforslag senest mandag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...