Fodbold

Kredsvinder i sidste sekund

HOBRO Med en scoring af stortalentet Casper Sørensen i kampens aller sidste sekund sikrede Hobro IK's lilleputmesterrækkehold (11-12 årige) i fodbold sig ikke blot sejren på 1-0 over Viborg Søndermarken, men også kredsmesterskabet. Det betyder, at holdet nu er klar til kampe om det jyske mesterskab i rækken. Turneringsafslutningen kunne ikke være mere spændende for de to hold, idet hjemmeholdet ville blive kredsmestre ved blot at spille uafgjort, hvorimod Hobro-drengene skulle vinde kampen. Afgørelsen faldt i overtiden, og bolden nåede end ikke at blive givet op efter Hobros scoring. Det udløste en sand jubel i Hobro-lejren, mens Viborg-spillerne var helt knuste. To gange tidligere i år har Viborg nemlig besejret Hobro, og Viborg har fra turneringens start også ligget på den førsteplads, som Hobro altså snuppede i absolut sidste øjeblik. Lilleputmesterrække 2, som Hobro blev vinder af, er den næstbedste række i Jylland, hvor der også findes en lilleputmesterrække 1 med i alt 12 hold. I lilleputmesterrække 2 er der foruden Hobro, fem andre kredsvindere, som bejler til det jyske mesterskab. Det er Ribe, Vinding, Stensballe, Thisted IK og Gug. Hvem HIK-drengenes modstandere bliver i den første kredskamp, er endnu ikke afgjort. HIK-holdet, som sikrede sig kredsmesterskabet, består af følgende spillere: Peter Clemmensen, Rasmus Johnsen, Kim Pugholm Nielsen, Kasper Rogild, Denis Dedovic, Martin Justesen, Casper Sørensen, Troels Gregersen, Christian Bugge, Lukas Pedersen, Kris Hjort, Paw Madsen, Tarmer Kaptenovic og Kasper Richter. Træner for holdet er Erik Christensen og holdleder er Gert Justesen, begge tidligere førsteholdsspillere i klubben. I øvrigt er lilleputårgangen en gruppe, som man i Hobro IK forventer sig utrolig meget af i årene fremover, idet den består af næsten 60 spillere med massevis af talent.