EMNER

KRF: Religiøse mindretal har ikke et hovedansvar

KØBENHAVN:Kristeligt Folkepartis politiske leder, Jann Sjursen, beklager, at statsministeren i sin nytårstale giver religiøse mindretal det fulde ansvar for en "værdiforvitring", da den reelle trussel kommer fra danskerne selv ifølge Sjursen. - Når værdier overhovedet kan blive et centralt tema i statsministerens nytårstale, skyldes det hverken muslimske eller kristne fanatikere. Den sande trussel er derimod den ligegyldighed, som i mange år har præget det danske samfund med hensyn til at holde fast i de værdier, vores samfund bygger på. Det er med andre ord vores egen skyld og ikke indvandrernes, hvis værdierne har åndenød, siger Jann Sjursen. Kristeligt Folkepartis politiske leder mener i stedet, at der er brug for en dobbeltintegration - både af indvandrerne og af danskerne selv. Jann Sjursen hæfter sig også ved, at statsministeren i sin nytårstale afviser en folkeafstemning om EU-forbeholdene, før forslaget til ny EU-traktat foreligger. Umiddelbart lyder det fair, men Sjursen advarer alligevel Fogh: - Reelt betyder det, at regeringen lægger op til en alt eller intet-afstemning, hvor forbehold, traktat og måske selve medlemskabet af EU blandes sammen i én pærevælling for at lægge maksimalt pres på befolkningen. Det ønsker vi ikke i Kristeligt Folkeparti, siger Jann Sjursen. /ritzau/