EMNER

Krifa og 3F røget uklar om fyringssag

Kristelig Fagbevægelse har stævnet 3F for manglende betaling af penge til tidligere ansat hos 3F i Aalborg, men ifølge 3F er der ingen sag, fordi pengene nu er betalt.

AALBORG:En fejl i beregningerne samt uenighed om reglerne. Sådan forklarer Søren Elsberg, formand for 3F Aalborg, at afdelingen er røget uklar med Kristelig Fagbevægelse i en grad, så Krifa har stævnet 3F. - Vi har måske nok håndteret sagen lidt træls, men vi har ikke haft til hensigt at chikanere personen, som sagen drejer sig om. Der har alene været tale om uenighed om fortolkning af nogle regler, ligesom vi må indrømme at have lavet fejl i beregningerne. Men det hele er rettet nu og pengene betalt, så der er ingen sag længere, understreger Søren Elsberg. Ifølge Krifa blev den kvindelige funktionær hos 3F fyret efter 120 dages sygdom, som skyldtes psykiske problemer, fordi nogle fra hendes arbejdsplads havde sendt hende flere anonyme breve af et stærkt krænkende indhold. I første omgang var der uenighed om kvindens opsigelsesvarsel, men 3F måtte erkende, at hun som funktionæransat i næsten syv år havde ret til et opsigelsesvarsel på fem måneder. Senere meldte kvinden sig ind i Krifa, der nu har stævnet 3F for manglende betaling af den sidste måneds løn samt feriepenge, i alt knap 71.000 kroner. - 3F har forsøgt at snyde med noget så elementært som funktionærlovens opsigelsesregler og prøvet, om den går med bare at stoppe med at betale løn, inden en opsigelsesperiode er helt udløbet. Der er heldigvis langt mellem så slemme arbejdsgivere, siger Kristelig Fagbevægelses juridiske chef, advokat (H) Mette Lykkegaard, der kalder 3F's håndtering af sagen amatøragtig og pinlig for en fagforening: - For tiden kører 3F milliondyre kampagner med reklamer, der fortæller, hvor meget 3F har skaffet af erstatninger til medlemmer, der har været i problemer. Det står i et skærende kontrast til, hvordan 3F har opført sig som arbejdsgiver i denne sag, siger Mette Lykkegaard. Søren Elsberg fra 3F Aalborg siger, at det faktisk ikke er 3F, der har kørt sagen, men at det i stedet er sket på advokatplan: - Der har været uenighed om nogle regler vedrørende sygedagpenge og ferie i opsigelsesperioden, men det har vist sig gennem nogle domme hvordan praksis skal være, og derefter har vi betalt pengene. Vores tidligere medarbejder fik den sidste månedsløn udbetalt mandag 23. juni, og det var før, stævningen fra Krifa kom. - I dag mandag har vi sendt de sidste feriepenge, som jeg faktisk regnede med var sendt forlængst. Imidlertid har vi lavet en fejl i beregninger, så det ikke er sket, men det er det altså nu. For selvfølgelig skal vores tidligere medarbejder have sin penge, siger Søren Elsberg.