Krig eller u-landshjælp?

Det er forståeligt, at amerikanerne glæder sig: På tre uger overmandede de Saddam Husseins regime, og de skal såmænd nok finde nogle våben, som kan kaldes masseødelæggelsesvåben. Der er sikkert også mange danskere, som glæder sig. Tiden vil vise, hvor stor glæde der er grund til at føle. Den aktuelle situation kan vi sammenligne med forholdene i Albanien for 12 år siden: Da blev alle offentlige bygninger berøvet alt af værdi. Skoler stod tilbage uden stikkontakter, døre, møbler og vinduer. Det kommunistiske enevælde var faldet, styret måtte udskrive et demokratisk valg, mange albanere jublede, og folk tog på tyvetogt og afreagerede efter års undertrykkelse. Men hvem vandt det første frie valg i Albanien? Det gjorde kommunisterne! Ganske vist evnede de ikke at styre landet, men det er alligevel tankevækkende, at landbefolkningen valgte det væltede styres ideologer til at fortsætte på magten. Kommunisterne måtte opgive og udskrive endnu et valg, og Det demokratiske Parti vandt en overvældende sejr. Albanerne havde fået demokrati, men deres svingen fra ét parti til et andet viser, at de ikke havde forstået at skelne mellem indholdet i de politiske partiprogrammer. Og demokratiet var heller ikke reelt: Den såkaldt demokratiske præsident, Sali Berisha, favoriserede fok fra sin egen klan i det nordlige Albanien, han foretog politiske udskiftninger af mediefolk og embedsfolk, og da han tillod pyramidespil, og tusinder af albanere mistede alle deres sparepenge, nærmede Albanien sig igen en borgerkrig. Det var i 1997 - seks år efter systemskiftet. Kun takket være fredsbevarende styrker og massiv humanitær hjælp lykkedes det at redde albanerne fra anarki og borgerkrig - det ser nu, 12 år efter diktaturets fald, ud til at demokratiet er ved at være virkelighed i Albanien. Men det tog altså 12 år! Og der er fortsat mange mennesker, som har svært ved at acceptere demokratiets spilleregler. De forstår dem ikke. En sammenligning mellem Irak og Albanien vil imidlertid vise, at det bliver sværere at sikre demokratiet i Irak: Irak er mange gange større end Albanien. Mens Albanien består af en homogen befolkning, så er der store etniske minoriteter i Irak. Albanien har en samlet forhistorie. Irak er som de fleste lande i Mellemøsten og Afrika skabt af tidligere kolonimagter som med kort og lineal etablerede nye stater. Trods tre religioner (ortodoks katolicisme, romersk-katolsk kristendom og islam) var der ingen religiøse modsætninger i Albanien, mens der i Irak er skel mellem sunnier og shiiter. Albanerne gjorde selv oprør mod deres diktatoriske styre - i Irak kom oprøret fra amerikanerne, som i forvejen er forhadte blandt arabiske befolkninger. I Mellemfolkeligt Samvirke beklager vi, at der er lande i Vesten, som er mere villige til at ofre penge på krig end på u-landshjælp. Albanien er et eksempel på, hvor lang tid det tager at lære demokrati. Når MS i Uganda hjælper en teatergruppe, som optræder med et teaterstykke, der skal skabe debat om korruption, så kan det virke som en dråbe i havet - ja, det er det, men dialog og udvikling er vejen frem til bæredygtige forandringer. Krig skaber had og ødelæggelse. I MS ser vi positivt på regeringen indsats for et større EU - det er en god måde at sikre lighed mellem de rige og fattige lande i Europa. Men vi er bekymrede over, at regeringen har sat u-landshjælpen ned, samtidig med at den vil bruge penge på at føre krig i Mellemøsten. Vi håber, at regeringen nu vil øge midlerne til u-landshjælp og vise, at det ikke kun er gennem krig undertrykte fok skal hjælpes. Regeringen kunne vise Mellemøsten, at det er demokrati og ikke religion, krigen har drejet sig om, ved at markere et reelt ønske om Tyrkiets optagelse i EU. Desværre har man sendt det modsatte signal - ved at give indtryk af, at Tyrkiet aldrig kan blive medlem. Frede Hansen, Thorup Hedevej 3, Dronninglund, er formand for Mellemfolkeligt Samvirke i Nordjylland. E-mail: helleogfrede@post.tele.dk, ms_nordjylland@groupcare.dk

Forsiden