Krig kan aldrig være løsning

Irak 1. februar 2003 07:00

IRAK: Amerikas Forenede Stater har været involveret i mange slags krige, rimelige og mindre rimelige. Det var ubetinget godt for hele den civiliserede og demokratiske verden, at USA greb ind og hjalp med at knuse nazismen og fascismen og førte Europa nogenlunde helskindet ud af Anden Verdenskrig. Både USA's militære indsats gennem krigens sidste år og efterkrigstidens økonomiske og humanitære hjælp må Europa aldrig glemme USA for. Men i forlængelse af Anden Verdenskrig herskede i mange år en tilstand af koldkrig mellem verdens demokratiske stater på den ene side og den kommunistiske verden på den anden side. Mens den kommunistiske verden på det nærmeste er afgået ved en forudsigelig død, har verdens efterhånden eneste supermagt på det nærmeste fået frit spil og har udnyttet sin magtposition. Det begyndte allerede i koldkrigstiden og vel som en følge af den. Med Koreakrigen 1950-53 og Vietnamkrigen 1960-75. For USA var det tragisk og umenneskeligt, at en halv million unge amerikanske mænd blev kommanderet hjemmefra for at deltage i en krig, som slet ikke var deres, og som endte med et forsmædeligt nederlag. Med hang til at blande sig i andre landes indre anliggender medførte USA's indgriben i Chile i 1973, at en visionær, socialist, demokratisk valgt præsident, Salvador Allende, mistede livet. Det amerikansk inspirerede kaos banede vejen for den anti-demokratiske diktator og general Augusto Pinochet. I første halvdel af 1990'erne var i Somalia USA-styrker - ganske vist i FN-regi - igen involveret i forgæves krigshandlinger. Og under foregivende af at ville komme Kuwait til undsætning iværksatte USA styrker i FN-regi i 1991 massive krigshandlinger mod Irak. Arbejdet blev aldrig gjort færdigt, for Saddam Hussein bevarede sin position som "de fattige landes forkæmper". Sanktioner har kun forværret situationen for et ynkværdigt stillet befolkning. Med hang og evner til at tilegne sig indsigt i andre landes politiske forhold og med større eller mindre held med at blande sig i sådanne forhold, kunne man have forventet, at CIA for længst havde tilegnet sig fornøden indsigt i Iraks indre forhold og oplysninger i ønsket omfang. Så havde det massive krigstogt haft et gran af mening. Når den store militærindsats i 1991 ikke formåede at sætte Saddam Hussein fra magten, må indsatsen karakteriseres som lige så forsmædelig og sviende en fiasko som Vietnamkrigen. Efter stribevis af fiaskoer må det undre alverden, at præsidenten for verdens eneste supermagt, George Walker Bush, vover at udsætte egne og andre landes uskyldige unge mænd for at deltage i endnu en ødelæggelseskrig mod et andet lands lige så uskyldige borgere. Hvis USA mener at have et udestående med Iraks Saddam Hussein, altså med ét enkelt menneske, så må det kunne løses på en anden måde end ved at føre krig. Det kan aldrig kaldes rimeligt, at nogen amerikansk soldat eller noget andet lands soldater skal risikere livet, fordi en amerikansk præsident alene lægger øre til krigsivrige militærfolk, som naturligvis til enhver tid er parate til at afprøve deres nyeste "isenkram", uden tanke på de mange menneskeliv, det vil koste. I sin årlige tale til det amerikanske folk om rigets stilling kom Bush med den paradoksale påstand, at "USA's politik skal ikke afgøres af andre." Ikke desto mindre tyder alt på, at det netop er folk og begivenheder uden for USA, der sætter dagsordenen for den amerikanske præsident og hans omgivelser.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...