EMNER

Krigen er rykket langt ind i Israel og Libanon

Hizbollah-raketter mod Israel besvares med heftige modangreb

BEIRUT:Stadigt flere raketter fra Hizbollah fortsatte fredag med at sprede ødelæggelse og død i det nordlige Israel, men den israelske modoffensiv fortsatte uformindsket og kostede bl.a. 27 formodede landarbejdere i det nordøstlige Libanon livet. Israelske bombefly ødelagde fire broer langs hovedvejene nord for Beirut, og i det sydlige Libanon var israelske styrker i hårde kampe med Hizbollahs militsfolk. De israelske styrker er trængt flere kilometer ind i Libanon og forsøger at forstærke syv såkaldte sikkerhedszoner i området. Mindst 27 mennesker, der blev omtalt som landarbejdere, døde under et israelsk angreb, mens de var i gang med at læsse frugt på en lastbil i en landsby uden for Baalbek tæt ved grænsen til Syrien. Der blev affyret mindst tre raketter mod lastbilen, hvor arbejderne var ved at læsse ferskner og blommer i en kølecontainer, oplyste kilder. 15 sårede blev ført til hospitaler i Syrien på den anden side af grænsen, sagde kilderne. Op mod 50 raketter havde fredag eftermiddag ramt det nordlige Israel. En blev meldt dræbt - en kvinde i den arabiske landsby Mghar. Den 25. juli blev en 15-årig israelsk-arabisk pige dræbt i samme landsby under et Hizbollah-angreb. Tidligere på dagen angreb israelske fly fire broer i et kristent område nord for Beirut. De ødelagte broer afskærer flere hovedveje, som forbinder Beirut med Syrien. Navlestreng ødelagt I Geneve sagde internationale hjælpeorganisationer, at de israelske bombardementer har ødelagt en “navlestreng” for nødhjælpsforsyninger. - Dette var hovedforsyningsruten for UNHCR. Alle vores forsyninger kommer fra Syrien, siger Jennifer Pagonis, som er talskvinde for UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat). - Vejen blev svært beskadiget med det resultat, at vi ikke kan føre bistand frem til Arida, fra Syrien til Beirut, siger Christiane Berthiaume, talskvinde for FN’s Fødevareprogram. Den Internationale Organisation for Migration oplyser, at den blokerede hovedvej medfører, at organisationen ikke kan få filippinske og srilankanske migrantarbejdere ud af Libanon. TV-stationen Al-Arabiya sagde, at fem israelske soldater var døde under kampe ved grænsen til Israel. Israel opgav sine egen tab til to, mens ti Hizbollah-militsfolk mistede livet. I New York arbejder diplomater på højtryk for at enes om en resolution, der kan føre til våbenstilstand og indsættelsen af en international styrke i det sydlige Libanon. Men parterne er uenige. USA vil have en styrke ind i Libanon øjeblikkelig, mens Frankrig først vil have soldaterne ind, når Israel og Hizbollah indgår en permanent våbenhvile. Frankrig vil formentlig komme til at lede en fremtidig indsatsstyrke. Hizbollahs leder, Sayyed Hassan Nasrallah, truede torsdag aften med at bombe Tel Aviv, hvis Israel bomber Beirut. Fredag forlød det, at beboerne i det sydlige Beirut var opfordret i israelske flyveblade til at søge væk, inden Israel angriber. Hizbollah skød fredag aften raketter mod den israelske by Hadera. Det er det hidtil længste, raketterne er nået ind i Israel.Hadera ligger omkring 80 kilometer fra den libanesiske grænse. /ritzau/Reuters