EMNER

"Krigen" for velfærden

Leder Soicaldemokraterne og SF vil lade andre sørge for halvdelen af "deres" 47 milliarder ...

En sammenligning med tiden efter Anden Verdenskrig - mindre kunne ikke gøre det, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal mandag præsenterede deres 2020-plan: "Der er øjeblikke i historien, hvor man træffer afgørende valg. Vi prøvede det først efter Anden Verdenskrig, hvor Danmark blev omstillet til moderne industrination og velfærdsstat", som Villy Søvndal malerisk udtrykte det. "Fair Løsning" minder da også lidt om tiden efter 1945: Der er ikke ret meget nyt, det er de gamle syndebukke (de "rige"), der rent symbolsk skal holde for, uden at det reelt batter alverden. Og de nye ideer handler temmelig meget om tro, håb og genbrug. Socialdemokraterne og SF vil finde 47 milliarder - men fagbevægelsen skal skaffe de 15, og knap ni milliarder består i, at S og SF har "købt" dele af regeringens genopretningspakke. Men er der stadig et efterlønsreform-flertal efter valget, vil Thorning-Schmidt og Søvndal modregne den gevinst, de ellers er så inderligt imod, i LO's 15 milliarder kroner. VKOR's efterlønsreform har den styrke, at den på forhånd er målbar - opbremsningen vil have effekt. S-SF-planen har nogle visioner, der måske-måske ikke virker, og det er dens klare svaghed. Hvis ikke ideologierne stod i vejen, var det bedste måske at kombinere regeringens træden på bremsen med S-SF's træden på speederen. Venstre, De Konservative, DF og De Radikale har trods alt en fugl i hånden - og naturligvis er det en smagssag, om den synger rent eller falsk - mens S-SF-planen i for høj grad satser på, at der lander nogle fugle på taget. Desværre er det nok næppe så svært for S og SF at holde løftet om at pumpe endnu mere luft i den offentlige sektor, men risikoen er, at dén private sektor, der skal finansiere det, kommer på pumperne. Men det er da et valgoplæg, præcis som efterlønsreformen er det. Det var dog nok en anelse bedre, om S og SF havde fokuseret lidt mindre på Anden Verdenskrig og lidt mere på den fremtid, der skal forhindre, at Danmark taber "krigen" for velfærdens overlevelse.