Krigere og ryttere på strøgtur

Vikingetid 29. juni 2003 08:00

HOBRO:10 kampklædte krigere til fods og et dusin ryttere på islandske heste forstod nok at få opmærksomhed, da de lørdag formiddag trak gennem Hobros gågade. Optoget var optakten til det store arrangement "Vikinger i Hobro", som huserer i byen både lørdag og søndag. Vestjysk Vikingerytteri og vikingekampgruppen Ask fra Århus ligger i lejr ved Vikingecenter Fyrkat. De begav sig først på dagen mod Sildehagen, hvor det store marked og fire vikingeskibe er trækplasteret, og hvor både ryttere og krigere giver opvisning. Turen ned gennem Hobros gågade var ren og skær reklameparade, men rejsen gik ikke så let som ventet. For 1000 år siden ville godtfolk og trælle nok have trukket respektfuldt ind til siden ved synet af de blanke sværd og deres alvorligt udseende ejermænd. Men samme ærefrygt udviser føreren af en rød varebil anno 2003 ikke. I hvert fald ikke, hvis den holder midt i gågaden for at levere frisk brød til bagerudsalget. De brynjeklædte krigere lod heldigvis sværdet blive i bæltet, men en smule selvtægt tyede de til ved at klappe en af tøjbutikkernes brede parasoller sammen, så rytterne kunne passere i det folketætte strøg. Efter krigsfolk og ryttere fulgte vikingeklædte reklamefolk, som delte programmer ud for markedet på Sildehagen. Nok reklame NORDJYSKE Stiftstidende talte med gæster på Sildehagen, som var overraskede over arrangementets omfang. De mente ikke, der er gjort nok reklame for "Vikinger i Hobro", som er en af de helt store begivenheder i kulturkommuneåret. - Vi har kontaktet aviser og tv, hængt plakater op, delt brochurer ud og markedsført vikingetræffet som en del af kulturkommuneåret, så jeg synes egentlig, vi er kommet langt omkring med budskabet. Men det er klart, at for 30-40.000 kroner mere ville vi kunne gøre bedre reklame, siger Knud Brix Kjelgaard, formand for kulturelt samråd og primus motor i vikingebegivenheden i Hobro. Hans meget forsigtige skøn lyder, at op mod 2500 mennesker lørdag fandt til Sildehagen og havde nogle formentlig herlige timer i det særprægede miljø. Også Vikingecenter Fyrkat melder om mange besøgende. Lige som til de øvrige aktiviteter er det i weekenden gratis at komme ind på både vikingecentret og Fyrkatborgen, så der findes ingen præcise folketællinger baseret på billetsalg. Centret har besøg af sildemestrene fra Djursland, der i går skabte en liflig duft af røget sild mellem de lerklinede vikingehuse. Man kan også se pileflettere i sving og smeden arbejde på vikingecenter Fyrkat. En gratis bus kører i pendulfart mellem Sildehagen, Vikingecenter Fyrkat og Fyrkatborgen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...