Krigeren

Vildmarken kræver dig fuldt og helt. Her overlever man kun, hvis man yder sit ypperste hvert sekund, og man er hele tiden ansvarlig for de valg, man træffer. De livsvilkår savner Ulrik Vedel, når han er hjemme i Danmark

- Uan­set hvil­ket ar­bej­de vi har, så lø­ser vi jo hele ti­den pro­ble­mer. Vi be­fin­der os i tu­sind­vis af kamp­si­tua­tio­ner da­gen igen­nem, men vi har ikke vo­res fy­sik med, det hele fo­re­går oppe i ho­ve­det, og det er ikke sundt, me­ner Ul­rik Ve­del om det mo­der­ne men­ne­ske­liv.Foto: Jan Gra­rup/Po­li­ti­kens For­lag

- Uan­set hvil­ket ar­bej­de vi har, så lø­ser vi jo hele ti­den pro­ble­mer. Vi be­fin­der os i tu­sind­vis af kamp­si­tua­tio­ner da­gen igen­nem, men vi har ikke vo­res fy­sik med, det hele fo­re­går oppe i ho­ve­det, og det er ikke sundt, me­ner Ul­rik Ve­del om det mo­der­ne men­ne­ske­liv.Foto: Jan Gra­rup/Po­li­ti­kens For­lag

Jo, der er da forskel på at stå to meter fra en isbjørn i Alaskas ødemark og så dingle rundt og forsøge at overleve en sur novemberdag i Danmark. Og dog! Forskellen er faktisk ikke nær så stor, som man skulle tro, siger Ulrik Vedel, der siden 1987 har rejst 40.000 km med hundeslæde, sejlet i tusindvis af kilometer i havkajak og sammenlagt sovet mere end tre år i telt i henholdsvis Grønland, Canada, Siberien og Alaska. En rigtig mand er han. Han har kæmpet med bjørne, og heltemodigt har han sat sit eget liv på spil, for at redde sine hunde fra at synke ned i grødisen på Grønland. Det lyder måske stort, men så stort er det altså heller ikke, understreger Ulrik Vedel, for på Indlandsisen er en mand uden sit hundekoppel en død mand, så der var ikke rigtigt noget valg, bortset fra at livet altid er fyldt med valg, og hvert eneste træk man tager på livsbrættet, står man selv til ansvar for. Det er ingen at skyde skylden på. Det er idealet. Ulrik Vedels ideal. Det er sådan, han forsøger at leve sit liv, hvad enten det udspiller sig på hundeslæde hen over Indlandsisen, eller han forsøger at få hverdagslivet som kæreste, far, ven og erhvervsdrivende til at hænge sammen. Han opfatter sig selv som en kriger, og han er optaget af de urinstinkter, vi har i os - og som han mener, vi undertrykker her i velfærdssamfundet. Selv finder han manderollen trang, og det gør hans jævnaldrende venner og bekendte også, oplyser han: - Vi er jo vokset op i de der feminine universer, hvor man tildelte os en bestemt rolle, som måske ikke helt svarer til vores natur. Det har stækket os. Vi føler os ufrie. Vi lever ikke i pagt med vores inderste natur, lyder det. Offerrollen Ulrik Vedel mener, at mange mænd i hans egen generation er skvattede. Men han synes nu også, at mange af tidens yngre kvinder, har en smask forkælet tilgang til tilværelsen: - Jeg går absolut ind for kvindefrigørelse og ligeberettigelse. Det skulle bare også gælde den anden vej. Kvinderne er jo ikke i tvivl om, at alt det grove arbejde er mandearbejde. Det er os, der ordner taget, vandrøret, bærer brænde ind, graver hul til rosenbedet, slår græsset. Alt det andet - derimod - er vi fælles om, synes kvinderne, og det er ikke altid helt retfærdigt. Her strammer mange kvinder den, og vi mænd får ikke sagt fra, fordi vi ikke orker at tage den diskussion. Igen. Så vælger vi, at trække os, og gøre som der bliver sagt. Vi vælger offerrollen. Det er fint for mig, hvis det er et bevidst valg. Det er det bare sjældent. Farlig stilhed De store vidder, den vilde natur og stilheden, der lyder som en strofe af en sang, Gud har skrevet, er ingredienser som Ulrik Vedel godt kan savne hjemme i Danmark. Han kan ikke skubbe husene fra hinanden her i København, hvor han bor, men han kan godt skaffe sig små lommer af stilhed, hvor han kan træde tilbage fra den ydre verden og fordybe sig i den indre. Han er overbevist om, at det er i stilheden, man udvikler sig som menneske. Det er også her to mennesker, kan funkle sammen, har han erfaret: - Stilhed mellem to mennesker er noget af det smukkeste, man kan opleve, for når man slukker for ordene, begynder man at kommunikere på en anden måde. Man skruer op for de andre sanser, og derved finder man vej til hinanden på et dybere plan. Det er super værdifuldt, at mennesker kan være stille sammen. Ulrik Vedel har i perioder arbejdet som slædefører for turister, der gerne ville opleve vildmarken i Alaska. Kunderne var typisk mænd i høje stillinger, som havde et lidt romantisk forhold til øde egne. Det største kulturchok for disse civilisationens alfahanner var ikke de fysiske strabadser, som mødte dem, erindrer Ulrik Vedel: - De kunne simpelthen ikke klare stilheden. Mange gik i panik. De reagerede enten ved at blive hyperaktive eller apatiske. Nogen fik lidt af et sammenbrud. Stilhed kan være farligt. Et nervevrag Det bedste ved den vilde natur langt fra civilisationen er dog hverken skønheden eller stilheden, fortæller Ulrik Vedel - nej, det er at man hvert eneste sekund bliver pine-død-nødt til at tage ansvar for sit liv. Det er så sundt, så sundt, og det livsvilkår savner han allermest: - Hjernen, sanserne og fysikken kører i højeste gear, når man bevæger sig i Vildmarken. Hvert eneste valg er dødsens vigtigt, og det giver livet glød og mening. Der er hele tiden feedback på de valg, man foretager. Sådan lever vi jo ikke her i velfærdssamfundet. Vi er vokset op med, at det altid er de andres skyld, hvis noget går galt, og når det er gået skævt, kan vi altid række ud efter hjælp. Jeg er overbevist om, at der ryger en flis af sjælen, hver gang et menneske går på bistandskontoret. Det er meningen, at vi skal bruge vores kampinstinkt til at få mad på bordet. Gør vi ikke det mister vi værdigheden og livsgejsten. Ulrik Vedel forstår godt, at så mange mennesker går ned med stress på arbejdsmarkedet eller kommer til at lide af andre arbejdsrelaterede sygdomme: - Uanset hvilket arbejde vi har, så løser vi jo hele tiden problemer. Vi befinder os i tusindvis af kampsituationer dagen igennem, men vi har ikke vores fysik med, det hele foregår oppe i hovedet, og det er ikke sundt. Den eneste måde, vi kan komme af med vores stresshormoner på, er ved at motionere. Sådan er det ikke i Vildmarken. Den kræver dig fuldt og helt - også din fysik. Jeg blev angrebet af en bjørn i Grønland, og skød den på to meters afstand. Bagefter flåede jeg skindet af den, og parterede den. Det tog tre timer, og i den tid, fik jeg både fysisk og psykisk bearbejdet hændelsen. Hvis jeg bare var gået videre, var jeg helt sikkert blevet et nervevrag.