Krigsforbrydelser mod børn er tæt på tredoblet på ti år

Hver eneste dag i dette årti er 45 børn i snit blevet udsat for overgreb i krigszoner, viser FN-rapport.

Tusindvis af børn i lande med krig og konflikter bliver udsat for voldshandlinger ifølge FN's børneorganisation, Unicef. Her ses en gruppe børn i Yemen, som i flere år har befundet sig i en blodig konflikt. Omkring to millioner børn i Yemen er udelukket fra at gå i skole på grund af krigen.

Tusindvis af børn i lande med krig og konflikter bliver udsat for voldshandlinger ifølge FN's børneorganisation, Unicef. Her ses en gruppe børn i Yemen, som i flere år har befundet sig i en blodig konflikt. Omkring to millioner børn i Yemen er udelukket fra at gå i skole på grund af krigen.

NEW YORK CITY: Antallet af krigsforbrydelser mod børn er næsten tredoblet det seneste årti. Det fremgår af en rapport offentliggjort mandag af FN's børneorganisation, Unicef.

Siden 2010 har FN verificeret over 170.000 alvorlige overgreb mod børn i konfliktområder. Det svarer til over 45 overgreb mod børn hver eneste dag i de ti år.

- Væbnede konflikter er ødelæggende for alle, men især for børn er de særlig brutale, skriver Unicef.

Drab, seksuelle overgreb, vold, bortførelser er blandt de forbrydelser, som børn typisk udsættes for. De risikerer også at blive tvangsrekrutteret som børnesoldater, nævner Unicef.

Alene i 2018 blev 24.000 børn udsat for den slags forbrydelser. Det er næsten tre gange så mange som i 2010.

I halvdelen af disse tilfælde blev børn dræbt eller lemlæstet i luftangreb eller af eksplosiver som landminer, granater, hjemmelavede bomber eller i forbindelse med raketangreb.

Og tendensen er fortsat i år. I første halvår af 2019 har FN verificeret over 10.000 drab eller lemlæstelser af børn.

Alene i Afghanistan blev gennemsnitligt ni børn hver eneste dag dræbt eller lemlæstet i de første ni måneder af 2019.

- Konflikter rundt om i verden varer længere, forårsager større blodsudgydelser og kræver flere unge liv, udtaler Henrietta Fore, der er Unicefs direktør.

- Angreb mod børn fortsætter uformindsket, fordi krigsførende parter ser stort på en af de mest basale regler for krig: beskyttelse af børn. For hver voldshandling mod børn, som skaber overskrifter og ramaskrig, er der mange flere, som ikke rapporteres, siger hun.

Unicef opfordrer alle krigsførende parter til at overholde deres forpligtelser i henhold til international lov og til omgående at indstille vold mod børn.

Det samme gælder angreb mod civil infrastruktur som skoler, hospitaler og vandforsyningsanlæg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.