EMNER

Krigsparter ikke rede til våbenhvile

Trods opfordringer fra FN fortsætter krigshandlingerne i Gaza

JERUSALEM:Selv om FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution om våbenhvile i Gaza, var hverken Israel eller Hamas til sinds at følge opfordringen. Israel fortsatte for fuld kraft offensiven fra luften og på landjorden og angreb flere steder i udkanten af Gaza by og i byområder i det nordlige Gaza. Midt på dagen var mindst 12 palæstinensere dræbt. Det samlede dødstal under den israelske offensiv er omkring 800. Hamas fortsatte med at affyre raketter mod det sydlige Israel, men det israelske angreb har tydeligvis gjort det sværere, for der var færre end de foregående dage. - Israel er aldrig gået med til, at nogen udefrakommende skal blande sig i landets ret til at forsvare sine borgere, hed det i en erklæring fra Israels regeringschef, Ehud Olmert, efter et møde i regeringens sikkerhedskabinet. Han tilføjede, at militæret fortsætter sin offensiv, indtil det har opnået sit mål om at stoppe Hamas' raketangreb på det sydlige Israel. Ledende Hamas-folk sagde til nyhedsbureauet AFP, at FN's resolution hverken respekterer det palæstinensiske folk eller Hamas. - Denne resolution om Gaza er ikke i det palæstinensiske folks bedste interesse, sagde en repræsentant, Raafat Morra. Forhandlinger i stampe Hamas mener ikke, at resolutionen inddrager den islamistiske organisation. - Skønt vi er hovedaktøren i Gaza, blev vi ikke taget med på råd om denne resolution, og de har ikke inddraget vores vision og vort folks interesser, sagde en anden leder i Hamas, Ayman Taha. FN's resolution om våbenhvile blev vedtaget med 14 ud af Sikkerhedsrådets 15 stemmer. Kun USA undlod at stemme. En egyptisk-fransk plan om en våbenhvile i Gaza løb fredag ind i problemer, fordi der ikke er enighed med Israel om, hvordan enklavens grænser sikres, så Hamas ikke kan smugle nye våben ind. Israelske og europæiske diplomater, der ønsker at være anonyme, siger til nyhedsbureauet Reuters, at Egypten er imod et forslag om, at udenlandske soldater skal stationeres på den egyptiske side af grænsen til Gaza. Det er en grænsestrækning på 15 kilometer. - Våbenhvileforhandlingerne kommer ingen vegne for øjeblikket, siger en højtstående europæisk diplomat. - Der er en voksende fornemmelse af, at den egyptisk-franske plan ikke kommer til at virke, siger diplomaten. Opfordrer til undersøgelse Israel er blevet skarpt kritiseret af Internationalt Røde Kors og andre humanitære organisationer for sin krigsførelse, som har kostet mange børn livet. Røde Kors valgte fredag at suspendere sine transporter uden for Gaza By, efter israelske styrker torsdag angreb en nødhjælpskolonne, og en chauffør fra Røde Kors blev hårdt såret. FN's menneskerettighedskommissær, Navi Pillay, opfordrer til, at der iværksættes "en troværdig og uafhængig" undersøgelse af ethvert brud på humanitære rettigheder, som kan udgøre en krigsforbrydelse. Hun vil have observatører placeret i Gaza, Israel og på Vestbredden for at kunne dokumentere eventuelle forbrydelser. /ritzau/Reuters