Krigstaktik

Nordjylland 5. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Der er flere måder at gå til modangreb på, når myggene sværmer, og man kan gætte deres skumle hensigter: Man kan smøre sig ind på forhånd, hvis man er tvunget til at bevæge sig rundt i områder og på tidspunkter, som er myggenes foretrukne stikketidspunkt, nemlig henholdsvis i haver og i naturen og i skumringen og efter solnedgang. Eller man kan forskanse sig bag tøj og net eller ligefrem holde sig indenfor med vinduer og døre lukket hermetisk til, selv om temperaturen stadig frister til noget andet. Der fås flere forskellige slags midler, som kan smøres på de steder af huden, som er udsat for stik - hvis ellers man kan få det, man går efter. En del produkter har været så efterspurgte, at der har været leveringstid i visse perioder i løbet af sommeren. Tidligere var den slags fluidum ensbetydende med, at man også kom til at stinke som en kemisk fabrik, men det behøver man ikke mere. Der er dels udviklet midler, som ikke lugtes af mennesker - men nok af myg, f.eks. Autan, dels som det nyeste et middel, der er baseret på kokosolie, og hvis duft de fleste finder behagelig. Det hedder Tanaco Myggebalsam og kan også i modsætning til visse andre bruges på små børn, og dertil har det den fordel, at virkningen skulle holde sig i op til otte timer. Et gammelt råd, som for nylig er efterprøvet i en svensk undersøgelse, vil vide, at indtagelse af B6-vitaminer giver en kropsodeur på grund af stoffet tiamin, som myggene ikke kan lide, og som får dem til at vælge et andet offer. Et brugbart men naturligvis ikke særligt kærkomment råd, når det stadig er så lunt i vejret, er at pakke sig ind. At trække i helst tætvævet tøj med lange ærmer og lange bukseben, iklæde sig strømper og sko i stedet for sandaler og måske endda tage handsker på, hvis man vil helgardere sig. En særlig myg, mitten, har dog tendens til især at angribe omkring øjne og ører og ved hårgrænsen, så måske skal man, hvis man er nødt til at gå ud, anskaffe sig en hat med tilhørende slør af den slags, som biavlere bruger? Kemisk krig Er myggene først kommet ind, er der ikke meget ved det gode råd om at holde sig dér, hvis man hører til blodsugernes foretrukne spisekammer. Selv om man ikke kan se dem umiddelbart, kan man regne med, at de er der, og de vil komme frem, når man enten tænder en lampe eller går til ro. Man kan lade sig stikke. Eller man kan iværksætte sin krigsførelse. Som sagt med en godt sammenfoldet avis som slagvåben. Måske også med en støvsuger med et særligt godt sug, eller man kan udrydde myggene og alle andre insekter med et kemisk våben: Et par pift med indholdet af en insektspray. Nogle mennesker bryder sig ikke om den giftige model, selv om d-trans-allethrin og bioresmetrin og piperonylbutoxyd, og hvad stofferne ellers hedder, naturligvis er godkendt af de relevante myndigheder. Men effektivt er det: Man sprøjter rundt om i lokalet og lukker døren efter sig, når man går ud. Kort tid efter kan man gå ind og støvsuge ligene af de ubudne logerende op. Et godt råd - godkendelse eller ej - er dog at sprøjte i god tid, hvis man bruger insektspray i soveværelset og helst også skabe luftfornyelse fra resten af huset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...