Krigsveteraner får knippelsuppe i Sarajevo

Politi og krigsveteraner, der demonstrere for mere hjælp, tørner sammen i den bosniske hovedstad, Sarajevo.

Krigsveteraner i Bosnien kræver mere støtte fra regeringen. De truer med at forpurre valget den 7. oktober, hvis de ikke får det, som de vil. Foto: Elvis Barukcic/Ritzau Scanpix
Politik 5. september 2018 18:15

Veteraner fra borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina i begyndelsen af 1990'erne blev mødt med politiets knippelsuppe og peberspray, da de onsdag eftermiddag demonstrerede i den bosniske hovedstad, Sarajevo.

Veteranerne var bevæbnet med blandt andet flagstænger.

Demonstrationen blev voldelig, da politiet forsøgte at hindre de omkring 500 demonstranter i at marchere på en af hovedgaderne i Sarajevo.

Politiet siger, at fire betjente kom til skade under bataljerne. En fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP siger, at adskillige demonstranter blev skadet.

Der var tale om veteraner fra både den bosnisk-kroatiske hær og fra den bosnisk-muslimske hær. De kræver mere økonomisk støtte til veteraner fra regeringen.

Veteraner udgør næsten 25 procent af den bosniske befolkning på 3,5 millioner mennesker.

De har stadig oftere været på gaderne for at demonstrere i den seneste tid, men det er første gang, at der har været vold.

Der skal være parlamentsvalg i Bosnien den 7. oktober. En talsmand for demonstranterne siger, at de håber, at regeringen lytter, for ellers vil de sørge for, at der ikke kommer noget valg.

Blandt andet kræver veteranerne, at der oprettes et officielt register over veteraner. Det skal sikre, at økonomisk støtte til dem ikke havner i forkerte lommer.

Bosniens muslimsk-kroatiske føderation bruger næste 20 procent af sit budget - 291 millioner euro - på forskellige ydelser og pensioner til 87.000 krigsveteraner og 42.000 familier til soldater, der døde under krigen fra 1992 til 1995.

Under konflikten blev 100.000 mennesker dræbt, og Bosnien-Hercegovina blev delt i to enheder, den muslimsk-kroatiske føderation og den serbiske Republika Srpska.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...