Udland

Krim: Ruslands annektering kan være milliarder værd

Eksperter fremlagde i 2012 en rapport, der viste enormt oliepotentiale, og dengang var Putin fyr og flamme.

To af præsident Vladimir Putins vægtige argumenter for Ruslands annektering af Krim i marts var beskyttelsen af russiske borgere og stærke historiske bånd.

Men der er meget mere på spil på den tidligere ukrainske halvø - og det tilhørende hav - for Putin.

Annekteringen af Krim har betydet russisk indlemning af et stort havområde med et enormt potentiale for udvinding af råstoffer, skriver the New York Times.

En ekspert i eurasiske sikkerhedsstudier Carol R. Saivetz fra teknologisk institut i Massachusetts kalder det "en rigtig stor sag."

- Det fratager Ukraine muligheden for at udvikle disse ressourcer, som Rusland i stedet kan hente. Det gør Ukraine mere sårbar over for russisk pres, siger Saivetz til den amerikanske avis.

Ukraine er i forvejen dybt afhængig af russiske gasleverancer, og ukrainerne har allerede en lammende gæld af ubetalte gasregninger til Moskva.

Store selskaber som Exxon Mobil og Royal Dutch Shell har undersøgt potentialet for olie og gas, og eksperter vurderer, at det kan være lige så stort som i Nordsøen.

Putins talsmand siger i klare vendinger, at Rusland ingen planer har overhovedet om at hente olie og andre råstoffer i Sortehavet.

I 2012, mens Putin var premierminister, var interessen for området imidlertid anderledes stor.

- Jeg vil forsikre jer om, at den russiske regering vil gøre alt for at støtte projekter som dette, sagde Putin ifølge nyhedsbureauet Interfax, da han underskrev en aftale med et italiensk selskab om at undersøge potentialet for råstoffer i Sortehavet.

En rapport præsenteret på en europæisk oliekonference konkluderede senere samme år, at der var et kolossalt potentiale, men at den daværende russiske zone var den mindst interessante, skriver New York Times.

Med annekteringen af Krim er det russiske område af Sortehavet fordoblet, og potentialet i det nye område er større.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.